Det er ved at gøre ting som behøves læres for at gøres, at du lærer dem – Aristoteles

Hemmeligheden er at virkelig begynde.

Den nuværende samfundsorden forsinker ikke alene enhver udøvelse af frihed, den forhindrer og korrumperer den også. Den eneste måde at lære hvad frihed er, er ved at eksperimentere med den, og for at gøre det så må du have den nødvendige tid og rum.

Den grundlæggende forudsætning for fri handling er dialog. Enhver autentisk diskussion kræver at to betingelser er opfyldt: en virkelig interesse i de emner som diskuteres (indhold), og fri søgen efter mulige svar (metode). Disse to betingelser bør opfyldes samtidigt hvis vi erkender at indholdet bestemmer metoden og omvendt. Man kan kun tale om frihed i frihed. Hvad er meningen med at stille spørgsmål hvis vi ikke er frie til at svare? Hvad er meningen med at svare hvis spørgsmålene altid er falske? Dialog eksisterer kun når individer kan tale med hinanden uden formidling, det vil sige når de står i et gensidigt forhold til hinanden. Hvis samtalen kun går en vej så er ingen kommunikation mulig. Hvis nogen har magten til at påtvinge andre sine spørgsmål, så bliver indholdet af spørgsmålene en direkte funktion af denne magt (og svarene vil indeholde underkastelse). Undergivne kan kun stilles spørgsmål hvis svar bekræfter deres rolle, og ud fra de svar formulerer cheferne fremtidens spørgsmål. Slaveriet består i at fortsætte med at svare.

Set på den måde er markedsundersøgelser identiske med folketingsvalg. Vælgerens suverænitet svarer til forbrugerens suverænitet, og omvendt. Passivitet foran tv’et kaldes publikum; retfærdiggørelsen for statens magt kaldes folkets suverænitet. I begge tilfælde er individer helt enkelt gidsler i en mekanisme som giver dem ret til at tale, efter at have berøvet dem evnen til det. Hvad er meningen med dialog hvis du ikke kan gøre andet end at stemme på den ene eller den anden? Hvad er kommunikation hvis dit eneste valg står mellem identiske varer og tv-programmer? Spørgsmålenes indhold er meningsløst fordi metoden er falsk.

“Intet ligner en repræsentant fra borgerskabet mere end en repræsentant fra proletariatet”, skrev Sorel i 1907. Det som gjorde dem identiske var præcis det faktum at de var repræsentanter. At sige det samme i dag om kandidater fra venstre- eller højrefløjen ville være banalt. Men politikere behøver ikke at være originale (det ordner reklamen), det rækker hvis de ved hvordan de skal forvalte denne banalitet. Det er ironisk at medierne defineres som et middel til kommunikation, og at stemme-ståhejet kaldes valg (som i ordets sande betydning er en fri, bevidst beslutning).

Pointen er at magthaverne ikke tillader nogen anden styreform. Selv hvis vælgerne ønskede det (hvilket, for at imiterer realisternes sprogbrug, allerede er fuldstændigt “utopisk”), så kunne ingen vigtige spørgsmål længere stilles dem fra det øjeblik hvor den eneste frie handling – det eneste autentiske valg – som de kunne udføre ville være ikke at stemme. Enhver som stemmer vil stilles ligegyldige spørgsmål, for autentiske spørgsmål tillader ikke passivitet og delegering. Lad os give en bedre forklaring.

Forestil dig at kapitalismens afskaffelse skulle besluttes ved en folkeafstemning (at et sådant spørgsmål umuligt kunne stilles under de eksisterende samfundsforhold ser vi bort fra). De fleste vælgere ville stemme til fordel for kapitalismen af den simple årsag, at når de forlader hjemmet, kontoret eller supermarkedet kan de ikke forestille sig en verden uden varer og penge. Men selv hvis de stemte imod kapitalismen så ville intet ændre sig, for hvis et sådant problem skulle løses på en autentisk måde så ville det udelukke eksistensen af vælgere. Et helt samfund kan ikke ændres ved lov.

Det samme kan siges om mindre radikale problemer. Tag som eksempel et boligområde. Hvad ville der ske hvis beboerne havde mulighed (endnu en gang er vi i en “utopi”) for at udtrykke sig vedrørerende organiseringen af sine liv (boliger, gader, torv, etc.)? Lad os med det samme sige at sådanne krav uundgåeligt ville være begrænsede fra begyndelsen, fordi boligområder er en konsekvens af forflytningen og koncentrationen af befolkningen i overensstemmelse med økonomiens og den sociale kontrols behov. Ikke desto mindre kunne vi forsøge at forestille os en anden form for samfundsorganisering end en sådan ghetto. Man kan trygt antage at størstedelen af befolkningen ville have samme opfattelse som politiet om den sag. Ellers (hvis altså selv en begrænset dialog ville føre til ønsket om et nyt livsmiljø), ville det betyde at ghettoen ville eksplodere. For hvordan forliger man, under de rådende samfundsforhold, indbyggernes ønske om at trække vejret med motorindustriens chefers interesser? Individernes frie bevægelsesmuligheder med luksusbutiks-ejernes frygt? Legepladser med parkeringspladsernes, bankernes og indkøbscentrenes beton? Hvad med de tomme huse i spekulanternes hænder? Og boligblokkene som ser ud som kaserner, som ser ud som skoler, som ser ud som hospitaler, som ser ud som sindssygeanstalter? At flytte en væg i denne labyrint af rædsler ville være det samme som at sætte spørgsmålstegn ved hele arrangementet. Desto længere væk vi kommer fra et politi-lignende syn på vores livsmiljø, desto nærmer kommer vi et sammenstød med politiet.

Hvordan kan man tænke frit i skyggen af en kirke? skrev en anonym hånd på Sorbonnes hellige væg i maj ’68. Dette perfekte spørgsmål har videre konsekvenser. Alt som er indrettet for økonomiske og religiøse formål kan ikke påtvinge andet end økonomiske og religiøse ønsker. En vanhelliget kirke er stadig Guds hus. Varerne fortsætter med at sludre i et forladt indkøbscenter. En ubrugt kasernes eksercits-plads indeholder stadig soldaternes march. Det var det han mente, han som sagde at ødelæggelsen af Bastillen var praktisk anvendt socialpsykologi. Bastillen kunne aldrig være blevet brugt som andet end fængsel, fordi væggene fortsat ville have fortalt om indespærrede kroppe og begær.

Underkastelse, pligt og lede forenes med konsumerisme i endeløse morbide vielser. Arbejde reproducerer de sociale omgivelser som i sin tur reproducerer opgivenheden indfor arbejdet. Man nyder aftenen foran tv’et fordi man har spenderet hele dagen på kontoret og i metroen. At holde tyst på fabrikken gør brølet på stadionets tilskuerpladser til et løfte om lykke. At føle sig utilstrækkelig i skolen retfærdiggør den tåbelige uansvarlighed på diskoteket en lørdagsaften. Kun et par øjne på vej ud fra McDonalds kan lyse op når de ser et reklameskilt for Club Med. Og så videre.

Du er nødt til at vide hvordan frihed føles for at bliv fri. Du er nødt til at frigøre dig selv for at føle frihed. Under den nuværende samfundsorden forhindrer tid og rum eksperimenter med frihed fordi de kvæler friheden til at eksperimentere.

Oversat fra At Daggers Drawn