Hvis den døende demokratiske (bourgeoisi-kristne-plebejiske) civilisation lykkedes udjævne det menneskelige sind og benægte alle højere åndelige værdier som overgår den, så lykkedes den – heldigvis – ikke at udjævne forskellene mellem klasser, stænder og forskellige grader af privilegier, som forblev – som vi allerede har nævnt – splitrede alene over mavens spørgsmål.

Eftersom maven – for den ene klasse såvel som for den anden – fortsatte med at eksistere – var det nødvendigt at bekende sin tro på den, at ophøje den som det højeste ideal. Og socialismen forstod alt dette.

Den forstod det, og eftersom den var en behændig – og, måske, endelig praktisk anvendelig – spekulant, kastede den sin gift som er den vulgære doktrin om lighed (lusenes lighed foran den suveræne stats hellige majestæt) ned i slaveriets reservoirer hvor uskyldigheden lyksaligt slukkede sin tørst.

Men giften som socialismen spredte var ikke den kraftfulde gift som er i stand til at give heroiske færdigheder til alle som drikker den.

Nej: det var ikke den radikale gift som er i stand til at udføre det mirakel som opløfter det menneskelige sind og transformerer og frigør det. Det var snarere en blanding af ”ja” og ”nej”. En ligbleg mikstur af ”autoritet” og ”tro”, af ”staten” og ”fremtiden”.

Sådan at den proletariske hob endnu engang følte sig nært forbundne med den borgelige hob og de sammen kunne vende sig mod horisonten og trofast afvente Fremtidens Sol!

Fordi at samtidigt som socialismen ikke var i stand til at forvandle slavernes skælvende hænder til en mængde ikonoklastiske, ubarmhjertige og glubske kløer, var den også ude af stand til at forvandle tyrannernes lede gerrighed til generøsitetens højtstående og overlegne dyd.

Med socialismen blev den fordærvede og onde cirkel som skabtes af kristendommen og videreudvikledes af demokratiet ikke brudt. I stedet styrkedes den.

Socialismen fortsatte med at eksistere som en farlig og upraktisk bro mellem tyrannen og slaven; som en falsk forbindelse; som flertydigheden ved ”ja” og ”nej” hvorfra dens absurde underliggende princip er sammenblandet.

Og endnu engang var vi vidner til den skæbnesvangert vulgære vittighed som frastødte os. Vi så socialismen, proletariat og borgerskab, sammen vende tilbage til sit kredsløb om den laveste åndeligheds fattigdom for at tilbede demokratiet. Men demokratiet – som er folket som regerer folket ved at slå det med køller – af kærlighed til folket som Oscar Wilde sarkastisk bemærkede – gjorde det logisk at ægte frie ånder, ideens storslåede vagabonder, endnu stærkere følte behovet for rykke mere beslutsomt frem mod sin enlige ikonoklasmes ekstreme grænser, for der at forberede de menneskelige ørnes veltrænede falankser i den stille ørken, de som rasende vil deltage i den tragiske fejring af den sociale solnedgang for at omvælte den demokratiske civilisation mellem sine stålkløer og kaste den ind i den forgangne tids tomrum.