Da borgerskabet havde knælet til højre for socialismen i demokratiets hellige tempel, strækte de sig afklarede ud på forventningens senge og sov sin absurde fredfyldte søvn. Men proletarerne, som havde mistet sin lykkelige uskyld ved at drikke den socialistiske gift, råbte op fra venstre side og forstyrrede det idiotiske og kriminelle borgerskabs rolige søvn.

I mellemtiden, på tankens højere tinder, overkom ideens vagabonder sin kvalme og bekendtgjorde at noget lignende Zarathustras rungende latter havde givet sit ildevarslende ekko.

Åndens vind, skulle ligesom en orkan have gennemtrængt det menneskelige sind og løftet det hensynsløst ind i ideernes hvirvelvind for at overvinde alle de gamle værdier fra tidens mørke og atter opløfte det sublimerede instinkts liv i de nye tankers solskin.

Men de vågnende borgertudser forstod at noget ubegribeligt skreg i højderne og truede deres smålige eksistens. Ja: de forstod at noget kom oppefra som en sten, et brøl, en trussel.

De forstod at tidens afsindige forløbere med sine sataniske stemmer bekendtgjorde et rasende uvejr, som opstod af nogle få enliges fornyede vilje og eksploderede i samfundets indvolde for at jævne det med jorden.

Men de har ikke forstået (og vil aldrig forstå det indtil de er blevet knust) at det som bevægede sig hen over verden var det frie livs kraftfulde vinge som i et slag betød døden for det ”borgerlige menneske” og det ”proletariske menneske”, fordi alle mennesker kan være ”unikke” og ”universelle” på en gang.

Og det var årsagen til at borgerskabet over hele verden ringede med sine klokker, lavet af falskt idealistisk metal, for at sammenkalde til en stor forsamling.

Det var en generalforsamling…

Hele borgerskabet samledes.

De samledes blandt de slimede siv som vokser i deres fælles løgnes morads, og der, i mudderets stilhed, tog de sin beslutning om at udrydde de proletariske frøer, deres tjenere og venner.

I dette ondskabsfulde komplot var alle parter hengivne tilhængere af Kristus og demokratiet.

Alle frøernes tidligere apostle deltog også. Krigen blev bestemt og de sorte hugormes prins velsignede de selvmorderiske hære i guds navn, den gud som siger ”Du skal ikke slå ihjel”, mens dødens symbolske præst anråbte sin gudinde som kom for at danse på jorden.

Så tog socialismen – en dygtig akrobat og behændig jonglør – et spring fremad. Han hoppede op på den sentimentale politiske spekulations cirkusline, og med formørket pande, lidende og grædende, sagde han noget i stil med, ”Jeg er voldens ægte modstander. Jeg er modstander af krig, og også af revolution. Jeg er imod blodsudgydelse.”

Og efter at igen have talt om ”fred” og ”lighed”, om ”tro” og ”opofrelse”, om ”menneskeheden” og ”fremtiden”, indstemte han i en sang på temaet ”ja” og ”nej” og sænkede hovedet og græd.

Han græd Judas tårer, som ikke engang er Pilatus ”Jeg vasker mine hænder”.

Og frøerne drog af sted…

De drog mod den yderste menneskelige småligheds rige. De drog mod mudderet i alle skyttegravene.

De drog af sted…

Og døden kom!

Den drak sig fuld i blod og dansede grufuldt over verden.

I fem lange år…

Det var da at åndens store vagabonder, ramt af fornyet afsky, besteg sine frie ørne for at endnu engang hæve sig svimlende op til sine fjerne gletsjeres ensomhed for at le og spotte.

Selv Zarathustras ånd – krigens ægte beundrer og krigernes mest oprigtigt ven – må have været tilstrækkeligt frastødt og foragtende, for nogen hørte ham sige: ”I skal være sådan at i anspænder jeres øjne for at få øje på jeres fjender. Og i nogle af jer flammer hadet op ved første blik. I må lede efter fjenden, kæmpe jeres krig. For jeres ideer!

Og hvis jeres ideer bukker under, så er jeres integritet et triumfråb!” Men ak! Den frigørende barbars heroiske prædiken gjorde ingen gavn.

De menneskelige frøer vidste hverken hvordan de skulle genkende sine fjender eller kæmpe for sine ideer. (Frøerne har ingen ideer!)

Og da de hverken kunne genkende sine fjender eller havde egne ideer, så kæmpede de for sine kristne brødres vomme, for sine ligemænd i demokratiet.

De kæmpede mod hinanden for sine fjender.

Abel, genoplivet, døde for Kain for anden gang.

Men denne gang ved egen hånd!

Frivilligt…

Frivilligt, fordi han kunne have gjort oprør, men ikke gjorde det…

Fordi han kunne have sagt: nej!

Eller ja!

Fordi at hvis han sagde: ”nej” kunne han have været stærk!

Fordi at hvis han sagde: ”ja” kunne han have vist at han ”troede” på den sag han kæmpede for.

Men han sagde hverken ”ja” eller ”nej”.

Han drog af sted!

På grund af fejhed!

Som sædvanlig!

Han drog af sted…

Han drog mod døden!…

Uden at vide hvorfor.

Som sædvanlig.

Og døden kom…

Den kom for at danse over verden i fem lange år.

Og den dansede hæsligt i de mudrede skyttegrave over hele verden.

Den dansede med fødder af lyn…

Den dansede og lo…

Den lo og dansede…

I fem lange år!

Åh! Hvor vulgær den er, døden som danser uden at have ideens vinger på sin ryg.

Hvor idiotisk at dø uden at vide hvorfor…

Vi så den danse – Døden. Det var en sort Død, uden lysets gennemskinnelighed.

Det var en Død uden vinger!

Hvor grim og vulgær den var…

Hvor dens dans var klodset…

Men den dansede alligevel!

Og den nedmejede – dansende – alle de overflødige og alle de som tilhører flertallet. Alle de – siger den store befrier – som staten blev opfundet for.

Men ak! Den nedmejede ikke blot dem…

Døden har – for at få hævn for staten – til og med nedmejet de som ikke er værdiløse, selv de som er essentielle!…

Men de som ikke er værdiløse, de som ikke tilhører flertallet, de som faldt mens de sagde ”nej!” De bliver hævnet.

Vi vil hævne dem.

Vi vil hævne dem fordi de er vores brødre!

Vi vil hævne dem fordi de faldt med stjerner glimtende i sine øjne.

Fordi de i sin død har drukket af solen.

Livets sol, kampens sol, Ideens sol.