Hvem som helst kan slutte med at gå ubeslutsom rundt i uvidenhedens slaveri – og nægtende tomme ords trøst, møde livet med blottede tænder.

– C. Michelstaedter

Livet er ikke andet end en konstant søgen efter noget at holde fast i. Man står op om morgenen, bare for at nogle timer senere ligge i sengen igen – som en sørgelig pendler mellem mangel på begær og udmattelse. Tiden går, men det stimulerer os mindre og mindre. Vægten af vores samfundsansvar knækker os ikke længere, for vi har lært at fordele vægten. Vi lyder ordrer uden at besvære os med at sige ja. Døden sones ved at leve, skrev poeten fra en anden skyttegrav.

Vi kan leve uden passioner og drømme – det er den store frihed som det her samfund tilbyder os. Vi kan snakke så meget vi vil, især om ting vi ikke ved noget om. Vi kan udtrykke hvilken mening vi vil, selv den mest vovede, og forsvinde i bruset af meninger. Vi kan stemme på den kandidat vi foretrækker, og som betaling kræve retten til at brokke os. Vi kan bytte kanal når som helst hvis vi begynder at fremstå dogmatiske. Vi kan more os ved givne tidspunkter når vi hurtigere og hurtigere bevæger os gennem sørgeligt identiske miljøer. Vi kan fremstå som unge med blodet i kog, inden vi får spandevis af iskold sund fornuft hældt over os. Vi kan gifte os så ofte vi vil, så helligt er ægteskabet. Vi kan gøre os selv til nytte og, hvis vi ikke kan skrive, blive journalister. Vi kan engagere os i politik på tusind måder og til og med snakke om noget så eksotisk som guerilla-grupper. I karriere og i kærlighed kan vi klare os fremragende med lydighed, hvis vi ikke lykkes med at blive den som giver ordrer. Lydighed kan til og med gøre os til martyrer, og selvom det ikke ser sådan ud så behøver dette samfund helte.

Vores dumhed kommer med sikkerhed ikke til at se værre ud end alle andres. Det gør ikke noget om vi ikke kan bestemme os, det kan vi lade andre gøre. Vi tager stilling, som det hedder i politikens og spektaklets jargon. Der er aldrig nogen mangel på gode undskyldninger, især i en verden hvor man ikke er så kræsen.

På rollernes store markedsplads har vi alle en trofast ven: penge. Da de I allerhøjeste grad er demokratiske så respekterer de ikke nogen mere end andre. Når de er tilstede kan vi ikke nægtes nogen vare eller service. Lige meget hvem som ejer dem står hele samfundet bag. Denne ven giver selvfølgelig aldrig nok af sig selv, og giver sig desuden ikke til alle. Men pengenes hierarki er specielt, for det forener det som livsbetingelserne har gjort til modsætninger. Når du har dem har du altid ret. Når du ikke har dem er der altid masser af formildende omstændigheder.

Med lidt øvelse kan vi klare os igennem en hel dag uden en eneste ide. Den daglige rutine tænker for os. Fra arbejde til “fritid” sker alt inden for overlevelsens kontinuitet. Der er altid et eller andet som vi kan klynge os til. Dette samfunds mest lamslående egenskab er hvordan “bekvemmelighed” eksisterer en hårsbredde fra katastrofe. Økonomien og den teknologiske administration af det eksisterende skrider frem med uansvarlig hensynsløshed. Man glider fra underholdning til voldsomme massakrer med programmerede bevægelsers disciplinerede ufølsomhed. Dødens handel omfatter al tid og rum. Risiko og modig indsats findes ikke længere; der findes bare tryghed eller ulykke, rutine eller katastrofe. Reddet eller druknet. Levende, aldrig.

Med lidt øvelse kan vi gå med lukkede øjne fra hjemmet til skolen, fra kontoret til supermarkedet eller fra banken til diskoteket. Nu kan vi forstå den vise gamle grækers ordsprog: “De slumrende opretholder også verdensordenen”.

Det er på høje tid at slide sig løs fra dette vi, som er en refleks af det eneste fællesskab som findes nu – magtens og varernes fællesskab.

En del af dette samfund har al interesse i at det fortsætter med at herske, den anden i at alting kollapser så snart som muligt. At vælge side er det første skridt. Men opgivenhed, grundlaget for forliget mellem parterne (forbedrere af det eksisterende og dets falske kritikere), er overalt, selv i vores liv – det sociale krigs virkelige slagmark – i vores ønsker og beslutsomhed og i vores små daglige underkastelser.

Krig på kniven med alt dette er nødvendigt for at endelig møde livet med blottede tænder.

Oversat fra At Daggers Drawn