Det er let at ramme en fugl som flyver i en lige linje. – B. Gracian

At forandre vores liv øjeblikkeligt er ikke alene vores lidenskab, det er også kriteriet for vores søgen efter medskyldige. Det samme gælder for hvad man kan kalde et behov for sammenhæng. Viljen til at leve sine ideer og skabe en teori med udgangspunkt i sit eget liv er ikke en søgen efter det eksemplariske, eller den hierarkiske og paternalistiske side af samme mønt. Det er afvisningen af al ideologi, også nydelsens. Vi adskiller os fra dem som er tilfredse med de steder som de skaber – og beskytter – for sig selv i dette samfund, før vi overhovedet begynder at tænke over det, simpelthen ved den måde som vi føler vores eksistens på. Men vi føler os lige så fjernt fra dem som vil forlade dagligdagens normalitet og sætter sin lid til illegale kamporganisationers mytologi, og derved låser sig selv ind i andre bure. Ingen rolle, lige meget hvor risikabel den er i forhold til loven, kan erstatte den virkelige forandring af forholdene. Der er ingen genvej, intet øjeblikkelig spring til et andet sted. Revolutionen er ikke en krig.

Tidligere har våbnenes ildevarslende ideologi forvandlet nogle fås behov for konsekvens til massens selskabelighed. Må våbnene endelig vende sig mod ideologierne!

Et individ med lidenskab for samfundsomvæltning og med en ‘personlig’ vision af klassekampen ønsker at handle øjeblikkeligt. Når han eller hun analyserer kapitalens og statens forvandlinger så er det for at angribe dem, bestemt ikke for at lægge sig til at sove med klarere ideer. Hvis de ikke har introjiceret den herskende lov og morals forbud og distinktioner, så sætter de selv reglerne for sin egen leg og anvender alle redskaber som de kan. I modsætning til forfatteren eller soldaten, som har et fagligt forhold til disse, så er pennen og revolveren ligeværdige våben for dem. Den subversive forbliver subversiv, selv uden pen eller pistol, så længe han er i besiddelse af det våben som indeholder alle andre: hans egen beslutsomhed.

‘Væbnet kamp’ er en strategi som kan stå til tjeneste for hvilket som helst projekt. Guerillakrig føres endnu i dag af organisationer hvis programmer i al væsentlighed er socialdemokratiske; de støtter helt enkelt op om sine krav med militær virksomhed. Politik kan også føres med våben. I alle forhandlinger med magthaverne – altså alle forhold som opretholder dem som samtalepartnere, selv hvis det er som modstandere – er forhandlerne nødt til at fremstille sig selv som en repræsentativ magtfaktor. Set fra det synspunkt, indebærer det at repræsentere en social virkelighed at reducere den til ens egen organisation. Det væbnede sammenstød må ikke sprede sig spontant, men er nødt til at sammenkædes med forskellige faser i forhandlingerne. Organisationen administrerer resultaterne. Forholdene imellem organisationens medlemmer, og dens forhold til omverden, reflekterer hvad et autoritært program er: de tager hierarki og lydighed seriøst.

De som sigter efter en voldelig magtovertagelse er egentlig ikke særligt anderledes. Det handler om at propagandere sin gruppe som en avantgarde som er i stand til at lede den revolutionære bevægelse. ‘Væbnet kamp’ præsenteres som den overlegne kampform. De som i højest grad er repræsentative militært – takket være aktionernes spektakulære succes – udgør det autentiske væbnede parti. De iscenesatte retssager og folkedomstole som følger er handlinger udført af dem som vil erstatte staten med sig selv.

Staten har på sin side al interesse i at reducere den revolutionære trussel til nogle få kamporganisationer og i at forvandle undergravende virksomhed til et sammenstød mellem to hære: statens institutioner på den ene side, det væbnede parti på den anden. Det som magten frygter allermest er et anonymt og generaliseret oprør. Mediebilledet af ‘terroristen’ går hånd i hånd med politiets forsvar af samfundsfreden. Lige meget om medborgeren bifalder eller er bange, så er han stadig en medborger, dvs. en tilskuer.

Reformisternes forskønnelse af det bestående giver næring til våbnenes mytologi og skaber den falske valgmulighed mellem legal og illegal politik. Det rækker med at notere sig alle de venstrefløjs-demokrater som er oprigtigt rørte over guerillaerne i Mexico og sydamerika. Passiviteten behøver rådgivere og specialister. Når den skuffes af de traditionelle, støtter den op om de nye.

En væbnet organisation – med program og monogram – som er udtrykkeligt revolutionær kan bestemt have libertære træk, ligesom den sociale revolution som ønskes af mange anarkister uden tvivl også er en ‘væbnet kamp’. Men er det nok?

Hvis vi anerkender behovet for at organisere den væbnede del af oprøret, hvis vi holder med om at det er muligt at angribe magtens mænd og strukturer fra dette øjeblik og hvis vi anser det som afgørende at affinitetsgrupper forbinder sig horisontalt i deres oprørske praksis, så kritiserer vi det perspektiv som ser væbnet handling som en overskridelse af sociale kampes begrænsninger og dermed tilskriver en overlegen rolle til en kampform. Ydermere, så ser vi brugen af monogrammer og programmer som skabelsen af en identitet som separerer revolutionære fra resten af de udnyttede og dermed gør dem synlige for magthaverne og sætter dem i en tilstand som muliggør repræsentation. På den måde bliver det væbnede angreb ikke bare et af de mange redskaber som man frigør sig med, men lades med en symbolsk værdi som er tilbøjelig til at overtage det anonyme oprør og ændre dets mål. Den uformelle organisation som har en faktisk forbindelse med de midlertidige aspekter af kampene, bliver til en permanent og formaliseret struktur for beslutningstagen. På den måde bliver det som var et tilfælde til at mødes med andre i sine projekter, til et veritabelt projekt i sig selv. Organisationen begynder at ville reproducere sig selv, præcis ligesom de kvantitative reformistiske strukturer. Det er uundgåeligt at alt det sørgelige udstyr med kommunikeér og dokumenter dukker op, og at man hæver stemmen og finder sig selv jagende en identitet som kun eksisterer fordi den er blevet erklæret. Angreb og handlinger som er ganske lig andre, som blot er anonyme, gøres til repræsentative for hvem ved hvilket kvalitativt spring i den revolutionære praksis. Politikens skema dukker op igen når man begynder at flyve i en lige linje.

Selvfølgelig kan behovet for at organisere altid ledsage ens undergravende virksomhed, også hinsides en kamps midlertidige behov. Men for at kunne organisere sig behøves der levende og konkrete aftaler, ikke et image som leder efter rampelyset.

Hemmeligheden ved den subversive leg er ens formåen til at smadre de spejle som gør os grimme, og stå ansigt til ansigt med ens egen nøgenhed. Organisation er helheden af de projekter som gør denne leg levende. Alt det andet er bare politiske proteser.

Oprøret er langt mere end ‘væbnet kamp’, for når det finder sted er det almene sammenstød et med forstyrrelsen af samfundsordenen. Den gamle verden omkuldkastes i samme udstrækning som alle de oprørske udnyttede er bevæbnede. Blot da er våben ikke en separat udtryksform for en eller anden avantgarde – fremtidens chefers og bureaukraters monopol – men en konkret forudsætning for den revolutionære fest: den kollektive mulighed for at udvide og forsvare forvandlingen af samfundsforholdene. Undergravende virksomhed er endnu mindre ‘væbnet kamp’ i fraværet af et alment oprør, med mindre man ønsker at begrænse sin lidenskabs uendelighed til nogle få redskaber. Det handler om hvorvidt man stiller sig tilfreds med forudbestemte roller, eller søger en sammenhæng i det fjerneste punkt; livet.

Da vil vi i det omsiggribende oprør være i stand til at se en fantastisk sammensværgelse af egoer som sigter mod et samfund uden cheffer og slumrende mennesker. Et samfund bestående af frie og unikke individer.