Bed os ikke om formularen som skal åbne verdener for dig med en enkelt stavelse som en tør grens knæk. I dag kan vi kun sige hvad vi ikke er, hvad vi ikke vil. – E. Montale
Livet kan ikke bare være noget man klamrer sig til. Den tanke løber gennem hovedet på alle mindst en gang. Vi har en mulighed som gør os friere end guderne: vi kan sige stop. Det er en ide som bør nydes helt indtil det er slut. Intet og ingen forpligter os til at leve. Ikke engang døden. Af den grund er livet en tabula rasa, en tavle hvorpå intet er skrevet, og indeholder dermed alle mulige ord. Med sådan en frihed kan vi ikke leve som slaver. Slaveriet er for dem som er dømt til at leve, dem som har forpligtiget sig til evigheden, ikke for os. For os findes det ukendte – sfærer at vove sig ind i, uudforskede tanker, garantier som sprænges, fremmede at give livets gave. Den ukendte verden hvor ens overskydende kærlighed til sig selv måske endelig kan gives bort. Også fare. Faren for brutalitet og frygt. Faren for endelig at stå til ansigt med mal de vivre. Alt dette møder den som beslutter at kvitte arbejdet med at eksistere.
Vores samtidige lader til at leve i arbejdet, desperat jonglerende med tusinder af forpligtigelser inkluderende den sørgeligste af alle – at glæde sig. Med smålig og frenetisk aktivitet, tempoet som ledsager mere og mere passive former for opførsel, dækker de over sin manglende evne til at bestemme over sine liv. De er uopmærksomme på negativitetens lethed.
Vi kan vælge ikke at leve. Det er den smukkeste årsag til at åbne sig selv for et liv af glæde. ‘Der er altid tid nok til at sige stop; man kan lige så godt gøre oprør og lege’ – sådan taler glædens materialisme.
Vi kan vælge ikke at handle, og det er den smukkeste årsag til at handle. Inden i os selv bærer vi styrken af alle de handlinger som vi evner at udføre, og ingen chef kan nogensinde fratage os muligheden for at sige nej. Hvad vi er og hvad vi vil begynder med et nej. Derfra fødes årsagen til at stå op om morgenen. Derfra fødes den eneste grund til at gå bevæbnet til angreb på en verdensorden som kvæler os.
På den ene side findes det bestående med sine vaner og garantier. Og af garantier, den samfundsgift, kan man dø.
På den anden side findes oprøret, det ukendte som bryder ind i alles liv. Den mulige begyndelse på en umådeholden form for frihed.