Kristus var en selvmodsigende misforståelse fra evangelierne. Han var et trist og sørgeligt fænomen som opstod af forfald, som fødtes af hedensk udmattelse.

Antikrist er den sunde søn af alt det dristige had som Livet i hemmelighed har næret ved sit eget frugtbare brøst under mere end tyve århundreders kristent herredømme.

Fordi historien vender tilbage.

Fordi evig tilbagevenden er den lov som styrer universet.

Det er verdens skæbne!

Det er aksen som livet drejer sig om!

For at opretholde sig selv.

For at gentage sig selv.

For at modsige sig selv.

For at forfølge sig selv.

For ikke at dø.

For livet er en bevægelse, en handling.

Som jager tanken.

Som længes efter tanken.

Som elsker tanken.

Og dette væsen vandrer, løber, haster omkring.

Livet vil røre omkring i ideernes kongerige.

Men når vejen er spærret så græder tanken. Den græder og fortvivles…

Så gør udmattelsen den svag, gør den kristen.

Så tager den sin søster Livets hånd og forsøger at indespærre hende i dødens rige.

Men Antikrist – det mest mystiske og dybtliggende instinkts ånd – kalder livet tilbage og råber barbarisk til hende: Lad os begynde igen!

Og Livet begynder igen!

For det vil ikke dø.

Og hvis Kristus symboliserer livets udmattelse, tankens solnedgang: ideens død!

Så symboliserer Antikrist livets instinkt.

Han symboliserer tankens genopstandelse.

Antikrist er symbolet på et nyt daggry.