Krigen!

Husker du den?

Hvad har krigen skabt?

Dette:

Kvinden solgte sin krop og kaldte prostitutionen ”fri kærlighed”.

Manden, som ”undveg militærtjeneste” for at producere ammunition og prise krigens overlegne skønhed, kaldte sin fejhed: ”fintfølende snuhed og heltemodig list”.

Denne person som altid levede i ubevidst skændsel, i fejhed, i ydmyghed, i ligegyldighed og kraftløse fornægtelser og som forbandede små dristigheder – som han altid havde foragtet fordi de ikke i sig selv havde styrken til at forhindre hans mave i at blive revet i stykker af de våben som han selv havde konstrueret for en ussel brødstump.

For selv åndens tiggere – de som altid bliver udenfor for at varme sig når den mere ædle del af menneskeheden træder ind i livets helvede – disse underdanige og hengivne tjenere af tyranner, disse ubevidste bagtalere af overlegne sind, selv disse, siger vi, ville ikke tage af sted.

De ville ikke dø.

De sprællede, de græd, de bønfaldt, de bad!

Men blot ud fra et kraftløst og bestialsk lavt instinkt for selvopretholdelse, frataget ethvert heltemodigt oprørsk brøl, som ikke havde noget at gøre med overlegen menneskelighed, forfinet følelsesdyb, åndelig skønhed.

Nej, nej, nej!

Intet af det!

Vommen!

Kun den bestialske vom.

Borgerskabets ideal – proletariatets ideal – vommen!

Men i mellemtiden kom døden…

Den kom for at danse over verden uden at have ideens vinger på sin ryg!

Og den dansede…

Den dansede og lo.

I fem lange år…

Og mens den vingeløse død dansede drukkent ved grænserne, blev vores kvinders mirakuløse moralske og materielle udvikling reciteret på den hellige hjemmefront – i løgnenes vulgære ”officielle aviser” – og besunget sammen med det åndelige højdepunkt som vores heroiske og glorværdige fodsoldater besteg. Han som døde grædende uden at vide ”hvorfor”.

Så mange hensynsløse løgne, så meget vulgær kynisme blev brækket ud af det demokratiske samfunds ondskabsfulde hjerner og staten i disse ”aviser”.

Hvem husker krigen?

Hvordan kragerne skræppede…

Kragerne og uglerne!

Og imens dansede døden!

Den dansede uden at have ideens vinger på sin ryg! En farlig ide som bærer frugt og som skaber. Den dansede…

Den dansede og lo!

Og se hvordan den nedmejede – dansende – de overflødige. Alle de som tilhørte majoriteten. De som staten blev opfundet for.

Men ak! Den nedmejede ikke blot disse.

Den nedmejede også de som havde solens stråler i øjnene, de som havde stjerner i pupillerne!