Hvor er den episke kunst, den heroiske kunst, den højeste kunst, som krigen lovede os?

Hvor er det frie liv, det nye daggrys triumf, middagstimens pragt, solens festlige stråleglans?

Hvor er forløsningen fra materielt slaveri?

Hvor er det menneske, som har skabt den fine og dybe poesi, som skulle spire smertefuldt i denne tragiske og smertefulde afgrund af blod og død, og berette for os om den tyste og grusomme tortur som føles af det menneskelige sind?

Hvem har sagt det blide og gode ord, som indvarsler en klar morgen efter orkanens frygtelige nat?

Hvem har sagt det fremragende ord som gør os storslåede som vores sorg, rene i skønhed og dybe af menneskelighed?

Hvem, hvem i alverden er det geni, som kunne bøje sig med kærlighed og hengivenhed over de åbne sår i vores livs levende kød, og modtage alle ædle tårer fra dem, så den befriende ånds overlegne latter kunne flå kløerne af vor tidligere fejltagelsers hungrende monstre, for at opløfte os til en højerestående etik, hvor vi, gennem den menneskelige skønheds lysende princip, renset af blod og sorg, kunne løfte os selv, stærkt og majestætisk – som en pil spændt på viljens bue – og synge den dybeste og mildeste melodi over alle vores håb til det jordiske liv!

Hvor? Hvor?

Jeg ser det ikke!

Jeg føler det ikke!

Jeg ser mig omkring, men ser intet andet end vulgær pornografi og falsk kynisme…

I det mindste kunne vi have fået en kunstens Homer og en krigens Napoleon.

En mand som havde haft styrken til at ødelægge en epoke, til at skabe en ny historie…

Men intet!

Krigen har hverken givet os storslåede sangere eller storslåede herskere. Kun løgnagtige spøgelser og grusomme parodier.