Vi er allerede – socialt set – gledet ned af den afgørende skrænt, og der er ingen mulighed for at vende om.

Alene det at forsøge, ville være en forbrydelse.

Dog ikke nogen storslået og ædel forbrydelse.

Men en vulgær forbrydelse. En forbrydelse som er mere end blot ubrugelig og nytteløs. En forbrydelse imod vore ideers kød og blod.

For vi er ikke fjender af blodsudgydelse…

Vi er fjender af vulgaritet!

Nu, da pligtens og slaveriets epoke har indledt sin dødskamp, vil vi slutte den teoretiske og kontemplative tænknings cirkel, for derved at åbne en sprække for voldelig handling, som endnu er livsvilje og glæden ved ekspansion.

På fromhedens og religionens ruiner, vil vi rejse vore stolte hjerters kreative hårdhed.

Vi er ikke beundrere af »det ideale menneske« og »samfundsmæssige rettigheder«, men bebudere af det »virkelige individ«, fjenden af alle sociale abstraktioner.

Vi kæmper for individets frigørelse.

For erobringen af livet.

For vores idés triumf.

For virkeliggørelsen af vores drømme.

Og hvis vores ideer er farlige, så er det fordi vi er dem som elsker at leve farligt.

Og hvis vores ideer er gale, så er det fordi vi er gale.

Men vores galskab er den højeste visdom.

Men vores ideer er livets hjerte; men vore tanker er menneskehedens bavner.

Og det som krigen ikke gjorde, må revolutionen gøre.

For revolutionen er vores viljes flammer, og et behov for vore solitære sind; det er en pligt for det libertære aristokrati.

At skabe nye etiske værdier.

At skabe nye æstetiske værdier.

At kommunalisere materiel rigdom.

At individualisere åndelig rigdom.

For vi – fejrere af volden og lidenskabelige sentimentalister på samme tid – forstår og ved, at revolutionen er et behov for den stille sorg som lider på bunden og en trang for de frie ånder som lider i højderne.

For hvis sorgen som lider på bunden, vil rejse sig med solens glade smil, så vil de frie ånder som lider i højden ikke længere føle de smålige krænkelser af det vulgære slaveris skam, som omgiver dem.

Den menneskelige ånd er delt i tre strømme:

Slaveriets strøm, tyranniets strøm, frihedens strøm!

I revolutionen må den sidste af disse strømme bryde ind over de to andre og overvælde dem.

Den må skabe åndelig skønhed, og lære de fattige at skamme sig over sin fattigdom og de rige at skamme sig over sin rigdom.

Alt det som kaldes for »materiel ejendom«, »privat ejendom« og »ydre ejendom«, må blive det samme som solen, lyset, havet og stjernerne er for individerne.

Og det vil ske!

Det vil ske fordi vi – ikonoklasterne – vil forbryde os imod det!

Kun etisk og åndelig rigdom er usårlig.

Dette er individernes sande ejendom. Resten, nej!

Resten er sårbart! Og alt som er sårbart vil blive skændet!

Det vil blive gjort af »jegets« retfærdige magt.

Af det frigjorte menneskes heroiske styrke.

Og hinsides enhver lov, enhver tyrannisk moral, hvert et samfund, hvert et begreb om falsk menneskehed…

Vi må sætte vores anstrengelser ind på at forvandle den revolution som skrider frem til en »anarkistisk forbrydelse«, for at skubbe menneskeheden hinsides staten og socialismen.

Mod anarki!

Hvis folk, under krigen, ikke var i stand til at sublimere sig selv i døden, så har døden renset de faldnes blod.

Og blodet som døden rengjorde – og som jorden grådigt drak – skriger nu fra undergrunden!

Og vi ensomme, vi er ikke vommens sangere, men lytter til de døde; til de dødes stemmer som skriger fra jorden!

Til stemmen af det »urene« blod som er renset af døden.

Og de faldnes blod skriger!

Skriger fra jorden!

Og dette blods skrig kalder os mod afgrunden…

Det må frigøres fra sit fængsel!

Oh, unge minearbejdere, vær rede!

Vi forbereder faklerne og paravanerne.

Det er nødvendigt at bearbejde jorden.

Det er tid! Det er tid! Det er tid!

De dødes blod skal befries fra sit fængsel.

Det ønsker at rejse sig fra de skyggefulde dybder for at slynge sig mod himlen og erobre stjernerne.

For stjernerne er de dødes venner.

De er de kære søstre, som så dem dø.

Det er dem, som hver nat kommer til deres grave på fødder af lys, og siger til dem:

I morgen!…

Og vi – morgendagens børn – er kommet i dag for sige til jer:

Det er tid! Det er tid! Det er tid!

Og vi er kommet i ulvetimen…

I selskab med solopgangen og de sidste stjerner!

Og til de døde har vi tilføjet flere døde…

Men alle de som falder har en stjerne af guld som skinner i deres pupil!

En stjerne af guld som siger:

»De efterladte brødres fejhed forvandles til en kreativ drøm, til hævnende heltemod.

For hvis det ikke var sådan, ville man ikke fortjene at dø!«

Hvor sørgeligt det må være at dø.

Uden et håb i sit hjerte… uden et bål i sin hjerne; uden en drøm i sit sind; uden en stjerne af guld som skinner i pupillen!

* * *

De dødes blod – vores døde – skriger fra undegrunden.

Klart og tydeligt hører vi skriget. Det skrig som beruser os med kvaler og sorger.

Og vi kan ikke være døve overfor denne stemme, og det vil vi heller ikke… Vi.

Vi vil ikke være døve overfor den, for livet har lært os:

»Enhver som er døv overfor blodets stemme er mig ikke værdig.

For blodet er min vin; og de døde min hemmelighed.

Kun til den som er villig til at lytte til de dødes stemmer, vil jeg afsløre mit store mysteriums gåde!«

Og vi vil svare denne stemme:

Fordi kun de som forstår at svare stemmen fra afgrunden, kan erobre stjernerne.

Jeg tiltaler dig, oh min bror!

Jeg tiltaler dig og fortæller dig:

»Hvis du er blandt dem som knæler i halvcirkelen, så luk øjnene i mørket og kast dig ind i afgrunden.

Kun på den måde kan du studse tilbage til de højeste tinder og vidåbne dine store pupiller i solens lys.«

For man kan ikke være en af ørnene, hvis man ikke også er en af lommerne.

Man kan ikke hæve sig til tinderne hvis man er uduelig i dybet.

På bunden bor sorgen, i højderne lidelsen.

Over alle aldrenes solnedgang, rejser sig en unik solopgang mellem to forskellige skumringer.

Midt i denne unikke solopgangs jomfruelige lys, må lommens sorg som er i os, forenes med ørnens kvaler, som også bor i os, for at fejre den vedvarende fornyelses tragiske og frugtbare bryllup.

Fornyelsen af det personlige »jeg« mellem de kollektive storme og samfundsmæssige orkaner.

For bestandig ensomhed er kun for de hellige som anerkender gud som sit vidne. Men vi er det ateistiske afkom af ensomheden.

Vi er de ensomme dæmoner uden vidne.

På bunden vil vi leve i sorgens realitet; i højderne, drømmens sorg…

For at kunne leve alle kampene, alle nederlagene, alle sejrene, alle drømmene, alle sorgerne og alle håbene, intenst og farligt.

Og vi vil synge i solen; vi vil hyle i vinden!

For vores hjerner er et gnistrende bål, hvor tankens store ild slår gnister og brænder i gale og glædefyldte lidelser.

For alle daggrys renhed, alle middages flamme, alle solnedganges melankoli, alle graves stilhed, alle hjerters had, alle skovenes mumlen og alle stjernernes smil, er de mystiske noder som komponerer vort sinds hemmelige musik, overflydende med livskraftigt humør.

For i dybet af vore hjerter hører vi en stemme tale om menneskelig individuation, en stemme så bydende og energisk at vi ofte, når vi lytter til den, føler frygt og rædsel.

For stemmen som taler er Hans stemme: den bevingede Dæmon fra vore dyb.