XI

Det er allerede bevist…

Livet er sorgfuldt!

Men vi har lært at elske sorgen for at kunne elske livet!

For ved at elske sorgen har vi lært at kæmpe.

Og i kamp – i kamp alene – er vores glæde ved livet.

At blive hængende halvvejs er ikke vores opgave.

Halvcirklen symboliserer det ældgamle »ja og nej«.

Livets og dødens impotens.

Det er socialismens cirkel, cirkelen af medlidenhed og tro. Men vi er ikke socialister…

Vi er anarkister. Og individualister, og nihilister, og aristokrater.

For vi kommer fra bjergene.

Fra nærheden til stjernerne.

Vi kommer fra højderne: for at le og forbande!

Vi er kommet for at antænde en skov af bål på jorden, for at oplyse den gennem den nat som går forud for den store middag.

Og vore bål vil slukkes når solens stråler vælder majestætisk over havet. Og hvis denne dag ikke kommer, så fortsætter vore bål med at gnistre tragisk i den evige nats mørke.

For vi elsker alt som er storslået.

Vi er elskere af ethvert mirakel, fortalere for ethvert vidunder, skabere af ethvert under!

Ja: vi ved det!

For jer er storslåede ting både i det gode og det onde.

Men vi lever hinsides godt og ondt, fordi alt som er storslået tilhører skønheden.

Selv »forbrydelse«.

Selv »perversitet«.

Selv »sorg«.

Og vi vil være store som vore forbrydelser!

For ikke at bagvaske dem.

Vi vil være store som vores perversitet!

For at gøre den bevidst.

Vi vil være store som vores sorg.

For at være værdige til den.

For vi kommer fra højderne. Fra Skønhedens hjem.

Vi er kommet for at antænde en skov af bål på jorden, for at oplyse den gennem den nat som går forud for den store middag.

Indtil timen hvor solens stråler vælder majestætisk over havet.

For vi vil fejre det store menneskelige vidunder.

Vi vil at vore sind vibrerer i en ny drøm.

Vi vil have denne tragiske sociale skumring til at give vore »jeg« lidt rolig og stimulerende tønder af universalt lys.

For vi er de sociale fantomers nihilister.

For vi hører blodet som skriger fra undergrunden.

Vi forbereder paravanerne og faklerne, oh unge minører.

Afgrunden venter os. Til sidst kaster vi os ind i den: Mod det kreative intet.

XII

Vores nihilisme er ikke kristen nihilisme.

Vi fornægter ikke livet.

Nej! Vi er løgnens store ikonoklaster.

Og alt som bliver kaldt »helligt« er løgn.

Vi er fjender af det »hellige«.

Og for jer er loven »hellig«; et samfund er »helligt«; en moral er »hellig«; en ide er »hellig«!

Men vi – herrer over og elskere af medlidenhedsløs styrke og viljestærk skønhed, af den henrivende ide – vi, ikonoklaster af alt som er helliggjort – vi ler satanisk, med et fint, bredt og spottende smil.

Vi ler!…

Og leende holder vi altid vor hedenske nydelsesviljes bue spændt mod livets fuldstændighed.

Og vi skriver vore sandheder med latter.

Og vi skriver vore lidenskaber med blod.

Og vi ler!…

Vi ler hadets fine, sunde og røde latter.

Vi ler kærlighedens fine blå og friske latter.

Vi ler!

Men leende husker vi, med højeste alvor, at være det retmæssige afkom og værdige arvtagere til et stort libertært aristokrati, som gennem blodet overførte sataniske udbrud af gal heroisme, og bølger af poesi, af soloer, af sange i kødet, til os!

Vore hjerner er gnistrende bål, hvor tankens knastrende ild brænder i glædefyldte lidelser.

Vore sind er ensomme oaser, altid blomstrende og muntre, hvor en hemmelig musik synger vor vingede mysteriums komplicerede melodi.

Og i vore hjerner kalder alle bjergenes vinde på os; i vores kød råber alle havets storme på os; alle Ondskabens Nymfer; vore drømme er virkelige himler beboede af stimulerende jomfruelige muser.

Vi er Livets sande dæmoner.

Tidens forløbere.

De første advarsler!

Vores livskraft beruser os med styrke og foragt.

Den lærer os at ringeagte Døden.