Siden eksplosionen ved domstolen har en hel række aktioner kastet det fede Milanesiske borgerskab ud i forvirring og frygt. Den første som blev angrebet var industrialisten Giovanni Breda, ejer af den velkendte krigsmager-virksomhed af samme navn.

Han undslap et angreb med svovlsyre og en bombe som eksploderede ved hans villa. Så var det senator Pontis tur. Han er præsident for Lombardiets maskintekniske sammenslutning. En bombe blev kastet mod hans hus. Men det var alt sammen begrænset til formidable eksplosioner og materielle skader på deres hjem. Heldet tilsmiler krigsmagerne! Endnu en bombe, som ikke eksploderede, blev fundet på centralstationen.

Udbringningen af bomber skrider fremad med flid! De leveres lige til døren.

Det er ikke overraskende at der bliver spredt tusinder af rygter om motivet bag angrebene. Det faktum at de ukendte bombemagere har udvalgt metalindustriens store kanoner som mål, understøtter den teori at der er tale om gengældelse for herskernes virkeligt modbydelige arrogance. Mens disse krigsgale gentlemen hygger sig i Cova og Biffi, synker de fattige strejkende en lille smule ris og strammer livremmen. De som er sultne kæmper ikke mod kapitalen med korslagte arme og håb; det er en langsom pinedød. Men herskerne vil have det på den måde, og under beskyttelse af det kongelige kavaleris morderiske skydevåben, profiterer de på elendigheden. Continue reading →