Tag Archives: Italien

Mod Det Kreative Intet, Kpt. XI-XII – Renzo Novatore

XI

Det er allerede bevist…

Livet er sorgfuldt!

Men vi har lært at elske sorgen for at kunne elske livet!

For ved at elske sorgen har vi lært at kæmpe.

Og i kamp – i kamp alene – er vores glæde ved livet.

At blive hængende halvvejs er ikke vores opgave.

Halvcirklen symboliserer det ældgamle »ja og nej«.

Livets og dødens impotens.

Det er socialismens cirkel, cirkelen af medlidenhed og tro. Men vi er ikke socialister…

Vi er anarkister. Og individualister, og nihilister, og aristokrater.

For vi kommer fra bjergene.

Fra nærheden til stjernerne.

Vi kommer fra højderne: for at le og forbande!

Continue reading →

Mod Det Kreative Intet, Kpt. X – Renzo Novatore

Vi er allerede – socialt set – gledet ned af den afgørende skrænt, og der er ingen mulighed for at vende om.

Alene det at forsøge, ville være en forbrydelse.

Dog ikke nogen storslået og ædel forbrydelse.

Men en vulgær forbrydelse. En forbrydelse som er mere end blot ubrugelig og nytteløs. En forbrydelse imod vore ideers kød og blod.

Continue reading →

Mod Det Kreative Intet, Kpt. IX – Renzo Novatore

Krigen er gået over, og har vasket historien og menneskeheden i tårer og blod, men epoken er forblevet uforandret.

Det er disintegrationens epoke.

Kollektivismen er døende, og individualismen har endnu ikke fået fodfæste.

Ingen ved hvordan de skal adlyde, og ingen ved hvordan de skal kommandere.

Men på trods af alt dette, er det, for den som ved hvordan man lever frit, stadigvæk en afgrund.

En afgrund, som kun kan fyldes med ligene af slaveri og autoritet.

Krigen kunne ikke fylde denne afgrund. Den kunne kun grave den dybere.

Men hvad krigen ikke kunne gøre, må revolutionen gøre.

Krigen har gjort menneskene mere dyriske og plebejiske. Grovere og grimmere.

Revolutionen må gøre dem bedre.

Den må forædle dem.

Mod Det Kreative Intet, Kpt. VII – Renzo Novatore

Dance_of_DeathKrigen!

Husker du den?

Hvad har krigen skabt?

Dette:

Kvinden solgte sin krop og kaldte prostitutionen ”fri kærlighed”.

Manden, som ”undveg militærtjeneste” for at producere ammunition og prise krigens overlegne skønhed, kaldte sin fejhed: ”fintfølende snuhed og heltemodig list”.

Denne person som altid levede i ubevidst skændsel, i fejhed, i ydmyghed, i ligegyldighed og kraftløse fornægtelser og som forbandede små dristigheder – som han altid havde foragtet fordi de ikke i sig selv havde styrken til at forhindre hans mave i at blive revet i stykker af de våben som han selv havde konstrueret for en ussel brødstump.

Continue reading →

Mod Det Kreative Intet, Kpt VI – Renzo Novatore

lightningHvad har krigen fornyet?

Hvor er åndens heroiske forvandling?

Hvor har de hængt de nye værdiers fosforescerende skrifttavler?

I hvilket tempel ligger de hellige amforaer af guld som indeholder de højeste og kreative heltes lysende og flammende hjerter?

Hvor er den nye storslåede dags pragt?

Skrækkelige floder af blod vaskede jorden og oversvømmede alle verdens gangstier.

Frygtelige strømme af tårer ekkoede sin hjerteknusende sørgesang med alle verdens vinde: bjerge af ben og menneskekød blegnede og rådnede overalt i solen.

Men intet blev forvandlet, intet udviklede sig.

Den borgerlige mave bøvsede blot af mæthed mens den proletariske mave skreg af sult.

Continue reading →

Mod Det Kreative Intet, Kpt. V – Renzo Novatore

Da borgerskabet havde knælet til højre for socialismen i demokratiets hellige tempel, strækte de sig afklarede ud på forventningens senge og sov sin absurde fredfyldte søvn. Men proletarerne, som havde mistet sin lykkelige uskyld ved at drikke den socialistiske gift, råbte op fra venstre side og forstyrrede det idiotiske og kriminelle borgerskabs rolige søvn.

I mellemtiden, på tankens højere tinder, overkom ideens vagabonder sin kvalme og bekendtgjorde at noget lignende Zarathustras rungende latter havde givet sit ildevarslende ekko.

Åndens vind, skulle ligesom en orkan have gennemtrængt det menneskelige sind og løftet det hensynsløst ind i ideernes hvirvelvind for at overvinde alle de gamle værdier fra tidens mørke og atter opløfte det sublimerede instinkts liv i de nye tankers solskin.

Men de vågnende borgertudser forstod at noget ubegribeligt skreg i højderne og truede deres smålige eksistens. Ja: de forstod at noget kom oppefra som en sten, et brøl, en trussel.

De forstod at tidens afsindige forløbere med sine sataniske stemmer bekendtgjorde et rasende uvejr, som opstod af nogle få enliges fornyede vilje og eksploderede i samfundets indvolde for at jævne det med jorden.

Continue reading →

Mod Det Kreative Intet, Kpt. IV – Renzo Novatore

eagleHvis den døende demokratiske (bourgeoisi-kristne-plebejiske) civilisation lykkedes udjævne det menneskelige sind og benægte alle højere åndelige værdier som overgår den, så lykkedes den – heldigvis – ikke at udjævne forskellene mellem klasser, stænder og forskellige grader af privilegier, som forblev – som vi allerede har nævnt – splitrede alene over mavens spørgsmål.

Eftersom maven – for den ene klasse såvel som for den anden – fortsatte med at eksistere – var det nødvendigt at bekende sin tro på den, at ophøje den som det højeste ideal. Og socialismen forstod alt dette.

Den forstod det, og eftersom den var en behændig – og, måske, endelig praktisk anvendelig – spekulant, kastede den sin gift som er den vulgære doktrin om lighed (lusenes lighed foran den suveræne stats hellige majestæt) ned i slaveriets reservoirer hvor uskyldigheden lyksaligt slukkede sin tørst.

Men giften som socialismen spredte var ikke den kraftfulde gift som er i stand til at give heroiske færdigheder til alle som drikker den.

Nej: det var ikke den radikale gift som er i stand til at udføre det mirakel som opløfter det menneskelige sind og transformerer og frigør det. Det var snarere en blanding af ”ja” og ”nej”. En ligbleg mikstur af ”autoritet” og ”tro”, af ”staten” og ”fremtiden”.

Continue reading →

Mod Det Kreative Intet, Kpt. III – Renzo Novatore

kristusKristus var en selvmodsigende misforståelse fra evangelierne. Han var et trist og sørgeligt fænomen som opstod af forfald, som fødtes af hedensk udmattelse.

Antikrist er den sunde søn af alt det dristige had som Livet i hemmelighed har næret ved sit eget frugtbare brøst under mere end tyve århundreders kristent herredømme.

Fordi historien vender tilbage.

Fordi evig tilbagevenden er den lov som styrer universet.

Det er verdens skæbne!

Det er aksen som livet drejer sig om!

For at opretholde sig selv.

For at gentage sig selv.

For at modsige sig selv.

For at forfølge sig selv.

For ikke at dø.

For livet er en bevægelse, en handling.

Continue reading →

Mod Det Kreative Intet, Kpt. II – Renzo Novatore

toadUnder den demokratiske civilisations triumf blev den religiøse hob glorificeret. Eftersom den med sit indædt anti-individualistiske demokrati er ude af stand til at forstå det, nedtrampede den det anti-kollektive og kreative ”Jegs” heroiske skønhed.

De borgerlige tudser og proletariske frøer greb hinanden i hænderne i fælles åndelig smålighed og modtog fromt nadveren fra blykoppen med de sociale løgnes slimede likør som demokratiet rakte til hver af dem.

Og sangene som borgerne og proletarerne opstemte ved deres spirituelle altergang var et fælles og højlydt ”Hurra!” til den sejrende og triumferende Gås.

Og mens dette ”Hurra!” udbrast højt og hysterisk, trykkede hun – demokratiet – plebejerens kasket på sit hoved og erklærede – med grum og brutal ironi – lige rettigheder… for alle mennesker! Continue reading →