Vi er allerede – socialt set – gledet ned af den afgørende skrænt, og der er ingen mulighed for at vende om.
Alene det at forsøge, ville være en forbrydelse.
Dog ikke nogen storslået og ædel forbrydelse.
Men en vulgær forbrydelse. En forbrydelse som er mere end blot ubrugelig og nytteløs. En forbrydelse imod vore ideers kød og blod.
Krigen er gået over, og har vasket historien og menneskeheden i tårer og blod, men epoken er forblevet uforandret.
Det er disintegrationens epoke.
Kollektivismen er døende, og individualismen har endnu ikke fået fodfæste.
Ingen ved hvordan de skal adlyde, og ingen ved hvordan de skal kommandere.
Men på trods af alt dette, er det, for den som ved hvordan man lever frit, stadigvæk en afgrund.
En afgrund, som kun kan fyldes med ligene af slaveri og autoritet.
Krigen kunne ikke fylde denne afgrund. Den kunne kun grave den dybere.
Men hvad krigen ikke kunne gøre, må revolutionen gøre.
Krigen har gjort menneskene mere dyriske og plebejiske. Grovere og grimmere.
Revolutionen må gøre dem bedre.
Den må forædle dem.
Hvor er den episke kunst, den heroiske kunst, den højeste kunst, som krigen lovede os?
Hvor er det frie liv, det nye daggrys triumf, middagstimens pragt, solens festlige stråleglans?
Hvor er forløsningen fra materielt slaveri? Continue reading
Krigen!
Husker du den?
Hvad har krigen skabt?
Dette:
Kvinden solgte sin krop og kaldte prostitutionen ”fri kærlighed”.
Manden, som ”undveg militærtjeneste” for at producere ammunition og prise krigens overlegne skønhed, kaldte sin fejhed: ”fintfølende snuhed og heltemodig list”.
Denne person som altid levede i ubevidst skændsel, i fejhed, i ydmyghed, i ligegyldighed og kraftløse fornægtelser og som forbandede små dristigheder – som han altid havde foragtet fordi de ikke i sig selv havde styrken til at forhindre hans mave i at blive revet i stykker af de våben som han selv havde konstrueret for en ussel brødstump.
Hvad har krigen fornyet?
Hvor er åndens heroiske forvandling?
Hvor har de hængt de nye værdiers fosforescerende skrifttavler?
I hvilket tempel ligger de hellige amforaer af guld som indeholder de højeste og kreative heltes lysende og flammende hjerter?
Hvor er den nye storslåede dags pragt?
Skrækkelige floder af blod vaskede jorden og oversvømmede alle verdens gangstier.
Frygtelige strømme af tårer ekkoede sin hjerteknusende sørgesang med alle verdens vinde: bjerge af ben og menneskekød blegnede og rådnede overalt i solen.
Men intet blev forvandlet, intet udviklede sig.
Den borgerlige mave bøvsede blot af mæthed mens den proletariske mave skreg af sult.
Da borgerskabet havde knælet til højre for socialismen i demokratiets hellige tempel, strækte de sig afklarede ud på forventningens senge og sov sin absurde fredfyldte søvn. Men proletarerne, som havde mistet sin lykkelige uskyld ved at drikke den socialistiske gift, råbte op fra venstre side og forstyrrede det idiotiske og kriminelle borgerskabs rolige søvn.
I mellemtiden, på tankens højere tinder, overkom ideens vagabonder sin kvalme og bekendtgjorde at noget lignende Zarathustras rungende latter havde givet sit ildevarslende ekko.
Åndens vind, skulle ligesom en orkan have gennemtrængt det menneskelige sind og løftet det hensynsløst ind i ideernes hvirvelvind for at overvinde alle de gamle værdier fra tidens mørke og atter opløfte det sublimerede instinkts liv i de nye tankers solskin.
Men de vågnende borgertudser forstod at noget ubegribeligt skreg i højderne og truede deres smålige eksistens. Ja: de forstod at noget kom oppefra som en sten, et brøl, en trussel.
De forstod at tidens afsindige forløbere med sine sataniske stemmer bekendtgjorde et rasende uvejr, som opstod af nogle få enliges fornyede vilje og eksploderede i samfundets indvolde for at jævne det med jorden.