Vrede tigre er visere end lydige heste. – W. Blake

Kun ved at afbryde forpligtigelserne til tid og det sociale rum vil det være muligt at forestille sig nye forhold og omgivelser. Den gamle filosof sagde at ens begær kun bygger på det man kender. Ønsker kan kun forandres hvis man ændrer det liv som producerer dem. Lad os udtrykke os tydeligt: oprør imod magtens organisering af tid og rum er en materiel og psykologisk nødvendighed.

Bakunin sagde at revolutioner er tre fjerdedele fantasi og en fjerdedel virkelighed. Det vigtige er at indse hvor den fantasi som leder til en eksplosion af alment oprør kommer fra. Frigørelsen af alle onde passioner, som den russiske revolutionære sagde, er forandringens uimodståelige kraft. Og hvor meget det end får den opgivne eller den kolde analytiker af kapitalens historiske bevægelser til at le, så skulle vi kunne sige – hvis vi ikke fandt en sådan jargon ufordøjelig – at et sådant revolutionsbegreb er ekstremt moderne. Passioner er onde, fordi de er fanger som kvæles af det iskolde monster som kaldes normaliteten. Men de er også onde fordi viljen til at leve, frem for at synke sammen under vægten af pligter og masker, forvandler sig til noget nær sin egen modsætning. Når livet begrænses af pligter, så nægter det at endnu en gang træde frem udklædt som tjener. I desperat søgen efter plads tilkendegiver det sig som en drømmeagtig tilstedeværelse, en fysisk sammentrækning, et nervøst tic, idiotisk massevold. Er den enorme udbredelse af antidepressiv medicin, et af velfærdsstatens seneste indgreb, ikke en afsløring af de rådende livsforholds ulidelighed? Magten ordinerer fangeskab overalt for at retfærdiggøre sit eget produkt: ondskab. Oprøret ordner dem begge to.

Hvis de ikke vil føre sig selv og andre bag lyset, så må de som kæmper for ødelæggelsen af den nuværende samfundskonstruktion indse at undergravende virksomhed er en leg med vilde, barbariske kræfter. En kaldte dem for Kosakker, en anden kaldte dem hooligans; i virkeligheden er de individer hvis vrede ikke har undertrykts af samfundsfreden.

Men hvordan skaber man et fællesskab med udgangspunkt i vrede? Lad os sætte en stopper for dialektikerens tryllekunstner. De udnyttede bærer ikke på noget positivt projekt, ikke engang det klasseløse samfund (som i alt for høj grad ligner det produktive arrangement). Kapitalen er deres eneste fællesskab. De kan kun undslippe ved at ødelægge alt som gør dem til udnyttede: løn, varer, roller og hierarkier. Kapitalismen har ikke skabt forudsætningerne for sit eget nederlag til kommunismen – det berømte borgerskab som smeder våbnene til sin egen udryddelse – men en verden af rædsler.

De udnyttede har intet at selvorganisere ud over benægtelsen af at være udnyttede. Det er den eneste måde hvorpå deres chefer, ledere og apologetikere i forskellige forklædninger kan forsvinde sammen med dem selv. I denne ‘enorme opgave af omgående ødelæggelse’ er vi nødt til at finde glæde, umiddelbart.

For grækerne hentydede ordet ‘barbar’ ikke alene til den fremmede, men også til ‘stammeren’, han som ikke talte bystatens sprog korrekt. Sprog og territorium er uadskillelige. Loven fastsætter grænserne som styrkes af navnenes orden. Enhver magtstruktur har sine barbarer, enhver demokratisk diskussion har sine stammere. Varesamfundet vil bortvise deres stædige tilstedeværelse – med eksil og stilhed – som om de var intet. Det er på dette intet som oprøret har grundlagt sin sag. Ingen ideologi som taler for dialog og deltagelse vil nogensinde kunne tilsløre ekskludering og interne kolonier fuldstændigt. Når statens og økonomiens daglige vold får den onde del til at eksplodere, så er der ingen mening med at blive overrasket hvis nogen slår næven i bordet og nægter at acceptere diskussion. Først da vil passioner gøre sig af med dødens verden. Barbarerne er lige rundt om hjørnet.