Vi er nødt til at opgive alle modeller og studere vores muligheder. – E.A. Poe

Oprørets nødvendighed. Ikke i den forstand at det er noget uundgåeligt (en hændelse som er nødt til at finde sted før eller siden), men i den forstand at det er en konkret betingelse for det som er muligt. Nødvendigheden af det mulige. Penge er nødvendige i dette samfund. Alligevel er et liv uden penge en mulighed. For at opleve denne mulighed er det nødvendigt at ødelægge dette samfund. I dag oplever man kun det som er samfundsmæssigt nødvendigt.

Sjovt nok, så taler de som anser oprøret for at være en tragisk fejltagelse (eller en urealistisk romantisk drøm) en hel masse om sociale aktionsformer og steder med frihed til eksperimenter. Man behøver dog bare vride lidt på sådanne argumenter før al saften løber ud af dem. Som vi sagde, så kræver handlefrihed at man er i stand til at tale uformidlet med hinanden. Og om hvad, hvor meget og hvorhenne kan man føre en samtale i dag?

For at kunne diskutere frit er man nødt til at snuppe tid og rum fra samfundets krav. Dialog er trods alt uadskilleligt fra kamp. De er uadskillelige både materielt (for at kunne tale med hinanden er det nødvendigt at tage sig tid og at erobre plads) og psykologisk (individer kan lide at tale om hvad de gør, for det er på den måde som ord forvandler virkeligheden).

Vi glemmer at vi alle lever i en ghetto, selv hvis vi ikke betale husleje og hver dag er en søndag. Hvis vi ikke er i stand til at ødelægge denne ghetto så er friheden til at eksperimentere mildest talt en fattig fornøjelse.

Mange libertære tror at samfundsforandring kan og bør ske gradvis, uden noget pludseligt brud. Af den grund taler de om ‘steder som er uden for staten’, hvor en ny praksis og nye ideer kan uddybes. Uden at se nærmere på de åbenlyst komiske aspekter (hvor eksisterer staten ikke? hvordan tilsidesætter man den?), kan vi se at udgangspunktet fortsat er de selvorganiserede føderalistiske metoder som oprørere har eksperimenteret med på bestemte tidspunkter i historien (Paris-kommunen, det revolutionære Spanien, Budapest-kommunen, etc.). Hvad man glemmer at sige er dog, at muligheden for at tale med hinanden og ændre virkeligheden blev taget af bevæbnede rebeller. Kort sagt, så udelukkes en lille detalje: oprøret. Man kan ikke separere en metode (nabolags-møder, direkte beslutningstagen, horisontale netværk, etc.) fra den kontekst som gjorde den mulig, eller til og med sætte dem i modsætning til hinanden (f.eks. ‘der er ingen mening i at angribe staten; vi er nødt til at selvorganisere os, gøre utopien konkret’). Før man f.eks. overvejer hvilken rolle arbejderrådene havde – og hvad de kunne indebære i dag – så er man nødt til at tage i betragtning hvilke forhold de eksisterede under (1905 i Rusland, 1918-1921 i Tyskland og Italien, etc.). Det var oprørstider. Vil nogen være så venlig at forklare mig hvordan det i dag skulle være muligt for de udnyttede at tage beslut i første person om emner af nogen som helst betydelse, uden at bryde samfundets normalitet med magt? Først da vil du kunne tale om selv-forvaltning og føderalisme. Før man diskuterer hvad det indebærer at selv-forvalte det nuværende produktionsapparat ‘efter revolutionen’, er det nødvendigt at være opmærksom på en simpel detalje: hverken cheferne eller politiet kommer til at godkende det. Man kan ikke diskutere en mulighed og samtidigt udelade de forudsætninger som kræves for at den kan blive konkret. Enhver ide om frihed indebærer et brud med det nuværende samfund.

Lad os tage et sidste eksempel. Også i libertære kredse tales der om direkte demokrati. Man kan svare igen at den anarkistiske utopi modsætter sig majoritetsbeslut. Rigtigt nok. Men pointen er at ingen taler om direkte demokrati i virkelige begreber. Lad os se bort fra dem som præsenterer det som det modsatte af hvad det er, dvs. borgerlister som stiller op i lokalvalg, og se nærmere på dem som forestiller sig egentlige borgermøder hvor folk taler uformidlet med hinanden. Hvad ville de såkaldte borgere have mulighed for at udtrykke? Hvordan kan de give andre svar uden at ændre problemstillingerne? Hvordan kan man skelne mellem såkaldt politisk frihed og de nuværende økonomiske, sociale og teknologiske forudsætninger? Hvordan du end vrider og vender på det så kommer du ikke uden om spørgsmålet om ødelæggelse, medmindre du tror at et teknologisk centraliseret samfund samtidigt kunne være føderalistisk, eller at alment selvstyre kunne eksistere i de reelle fængsler som vor tids byer er blevet. At påstå at alle de nødvendige forandringer kan ske gradvist skaber bare forvirring. Forandring kan ikke engang begynde uden alment oprør. Oprøret er de sociale forholds helhed som åbnes op for frihedens eventyr, så snart sløret af kapitalistisk specialisering bliver revet bort. Oprøret giver ingen svar i sig selv, det er sandt. Det begynder bare at stille spørgsmål. Så pointen er ikke hvorvidt man skal handle gradvist eller vovet. Pointen er hvorvidt man skal handle eller bare drømme om at handle.

Kritikken af direkte demokrati (for at blive ved det samme eksempel) er nødt til at være konkret. Kun da er der muligt at gå videre og forestille sig at det sociale grundlag for individuel autonomi faktisk eksisterer. Kun da er det muligt for denne videregåen at blive en metode i kampen, her og nu. Subversive er nødt til at kritisere andres ideer og definere dem mere præcist end de som sværger ved dem.

For at bedre slibe sine knive.