Det er en aksiomatisk, selvindlysende sandhed at revolutionen ikke kan udføres før der findes tilstrækkelige kræfter. Men det er en historisk sandhed, at de kræfter som forårsager evolutionen og sociale revolutioner ikke kan udregnes ved hjælp af meningsmålinger. –Malatesta

Det er ude af mode at tro at samfundsforandring stadig er mulig. Det siges at ‘masserne’ er i en dyb trance og fuldstændigt indpassede under de sociale normer. Fra en sådan påstand kan vi konkludere mindst to ting. At oprør er umuligt eller at det kun er muligt i små grupper. Det leder enten til en åbenlyst institutionel diskurs (nødvendigheden af valg, lovlig magtovertagelse, etc.) eller til en som foretrækker reformer i samfundet (selvorganisering i fagforeninger, kamp for kollektive rettigheder, etc.). Den anden konklusion kan danne grundlaget for en klassisk avantgardistisk diskurs eller en antiautoritær linje som går ind for permanent agitation.

Her kan det påpeges at op igennem historien har ideer som tilsyneladende var i opposition til hinanden vist sig at dele samme rødder.

Tag som eksempel socialdemokrati og bolsjevisme: begge kom tydeligvis fra den antagelse at masserne ikke har nogen revolutionær bevidsthed og derfor behøver ledes. Socialdemokrater og Bolsjevikker var kun uenige om hvilke metoder som skulle anvendes – reformistisk parti eller revolutionært parti, parlamentarisk strategi eller voldelig erobring af magten – i et ellers identisk program om at bringe bevidsthed til de udnyttede udefra.

Lad os se på hypotesen om en ‘minoritær’ undergravende praksis som afviser den Leninistiske model. Fra et libertært synspunkt, så må man enten opgive al snak om socialt oprør (til fordel for et erklæret ensomt oprør) eller før eller senere indse at det er nødvendigt at håndtere spørgsmålet om de samfundsmæssige konsekvenser af ens ideer og praksis. Hvis vi ikke vil løse problemet med sproglige mirakler (ved f.eks. at sige at de teser som vi støtter allerede findes i de udnyttedes hoveder, eller at vores oprør allerede er del af en mere vidtrækkende tilstand), så må vi indse et faktum: vi er isolerede, hvilket ikke er det samme som at sige at vi er få.

Ikke alene er det ingen begrænsning at handle i små grupper, det repræsenterer også en helt anden måde at forstå samfundsforandring på. Libertære er de eneste som forestiller sig en form for kollektivt liv som ikke er underordnet nogen central ledelse. Autentisk føderalisme muliggør overensstemmelser mellem frie foreninger af individer. Forhold som bygger på affinitet er ikke grundlagt på ideologi eller kvantitet, men begynder med gensidig viden, med at føle og dele en fælles lidenskab for ens projekter. Men affinitet i ens projekter og autonom individuel handling er tomme ord, hvis de ikke kan spredes uden at ofres for en eller anden påstået højere nødvendighed. Det er de horisontale forbindelser som konkretiserer en frigørende praksis: informelle forbindelser, som virkelig eksisterer, uden repræsentation. Et centraliseret samfund kan ikke eksistere uden politikontrol og et dødbringende teknologisk system. Af den grund har enhver som ikke er i stand til at forestille sig et fællesskab uden statens autoritet ingen redskaber til at kritisere den økonomi som ødelægger planeten. Enhver som ikke kan forestille sig et fællesskab bestående af unikke individer ser intet alternativ til politisk formidling. Derimod muliggør ideen om at ligesindede forenes i fri eksperimenteren, med affinitet som grundlag for nye relationer, en total samfundsomvæltning. Kun ved at opgive ideen om centret (erobringen af Vinterpaladset eller, for at være mere opdaterede, stats-TV) bliver det muligt at skabe et liv uden tvang eller penge. På den måde er metoden med spredte angreb en kampform som bærer en anden verden i sig. At handle når alle anbefaler at vente, når det er umuligt at regne med stor opbakning, når du ikke ved på forhånd om du vil opnå resultater eller ej, betyder at man allerede bekræfter det som man kæmper for: et samfund uden beregninger. Det er på den måde at det at handle i små grupper af mennesker med affinitet indeholder den vigtigste kvalitet – det er ikke blot en taktisk indretning, men indeholder allerede realiseringen af ens mål. At likvidere løgnen om overgangsperioden (diktatur inden kommunisme, magt inden frihed, bedre løn inden man tager det hele, sikre resultater inden man handler, henstillinger om finansiering inden man eksproprierer, ‘etiske banker’ inden anarki, etc.), er at gøre oprøret til en anden måde at forstå relationer på. At angribe den teknologiske hydra med det samme, indebærer at man forestiller sig et liv uden politimænd i hvide laboratoriedragter (dvs. uden den økonomiske og videnskabelige organisering som gør dem nødvendige); at angribe mediernes domesticerende redskaber indebærer at skabe relationer som er frie fra image (dvs. frie fra den passivitet som fabrikerer dem). Alle som begynder at råbe op om at det ikke længere – eller endnu ikke – er tid til oprør, afslører på forhånd hvilket slags samfund de ønsker. Når vi på den anden side lægger vægt på nødvendigheden af øjeblikkeligt socialt oprør – en ukontrolleret bevægelse som afbryder historien for at tillade fremkomsten af det mulige – så betyder det helt enkelt: vi vil ikke have nogen ledere. I dag er den eneste virkelige føderalisme et alment oprør.

Hvis vi afviser centralisering er vi nødt til at bevæge os hinsides den kvantitative ide om at samle de udnyttede til et frontalt sammenstød med magten. Der er nødvendigt at forestille sig en anden form for styrke – brænd meningsmålingerne og ændr virkeligheden.

Hovedregel: Udfør ikke aktioner en masse. Lav aktioner med højst tre eller fire medvirkende. Der bør være så mange små grupper som muligt, og hver af dem er nødt til at lære at angribe og forsvinde hurtigt. Politiet forsøger at knuse en tusindtallig folkemængde med en enkelt gruppe kosakker på hundrede mand.

Det er nemmere at besejre hundrede mænd end en enkelt, især hvis han pludseligt slår til og forsvinder på mystisk vis. Politiet og hæren vil være magtesløse hvis Moskva er dækket med disse små og uangribelige enheder […] Indtag ikke nogen fæstninger. Hæren vil altid kunne indtage dem eller simpelthen ødelægge dem med sit artilleri. Vores fæstninger skal være baggårde og andre steder hvorfra det er nemt at slå til og forsvinde. Hvis de indtager dem finder de aldrig nogen, og de vil miste mange mænd. Det vil være umuligt for dem at indtage dem alle, for da skulle de tvinges til at fylde hvert eneste hus med kosakker.

– Advarsel til Oprørerne, Moskva, 11 december 1905.