1
Den anarkistiske individualisme som vi forstår den – og jeg siger vi fordi en væsentlig håndfuld venner er af samme mening som jeg – er fjendtlig imod enhver skole og ethvert parti, hver eneste kirkelige og dogmatiske moral, så vel som alle mere eller mindre akademiske tåbeligheder. Alle former for disciplin, regler og pedanteri er frastødende for vores vagabondiske og oprørske hvileløsheds oprigtige ædelhed! Continue reading
Så teknik myrdede etik. For stående over for hvilket som helst problem undrer mennesker sig ikke over hvad som er ret, men hvad som virker. De undrer sig ikke længere over det, for i vores verden som i alle aspekter er domineret af teknik, tages det for givet at det som virker er det som er ret. Ideer bliver redskaber som ikke bedømmes på hvad de indebærer, men på hvordan de kan bruges, på deres funktionalitet, på deres effektivitet. Alt dette, som det allerede er blevet nævnt tidligere, er uden tvivl en af konsekvenserne af at teknik trænger ind i alle aspekter af vores liv. Men, man skal ikke tro at det er et fænomen som først har vist sig i de sidste par årtier hvor tilværelsen er blevet oversvømmet af computere og mobiler, plasmaskærme og 3D-film.
I den blege og sørgelige skumring fyldt med komiske og tragiske begivenheder, mens al latterlig smålighed giver sig udslag og forbrydelse oprejses som en livsmetode, som en atletisk gymnastikøvelse, mens revolutionære og ikke-revolutionære borgeres blod bader Italiens skønne land, flammer anarkistisk individualisme – unik, strålende og levende historisk realitet – majestætisk og glinsende hinsides al medborgerlig og samfundsmæssig råddenskab og går mod glæde, mod frihed, mod solen.
Når jeg ser tilbage på min rejse med anarkismen, så kan jeg se at det som først bevægede mig, og som stadig er min kilde til kamp mod samfundet, ikke er utopien om et lykkeligt samfund, nej, tanken giver mig nærmest gåsehud. Det er derimod det anti-sociale, hadet mod alle autoriteter, alle normer, al flokmentalitet, mod skole og arbejde, mod alt som forvrænger os til normale mennesker, mod alt som får os til at udholde slaveåget, og ikke mindst mod det samfund som har adskilt mennesket fra naturen og ødelagt dem begge ved denne adskillelse, som er mit brændstof.
Børsen, Retfærdighedens Palads og Deputeretkammeret er nogle bygninger som der er blevet talt meget om i de sidste par dage. Disse tre bygninger var i allerhøjeste grad truet af tre unge mænd som heldigvis blev stoppet i sidste øjeblik.
De politiske kommitteer åbner, påskyndet af interesserede individer, for den længe ventede periode med valgskænderier.
Den insurrektionære