Anarkismens styrke er dens udelelige program, udeleligt på grund af sin enkelhed: Intet herredømme. Jeg har ingen interesse i at gradbøje dette mål eller mit begreb om frihed, eller i at se det som en skala hvor jeg kan befinde mig nærmere eller fjernere friheden. Det har intet at gøre med en anarkistisk forståelse af frihed. Som det er blevet sagt, så er vi for frihed, ikke mere frihed. Vi er for ødelæggelsen af lænken, ikke for dens forlængelse.

Staten og magthaverne er gennem politikere og medier hurtige til at kræve at en kamp bliver forklaret på en rimelig måde, at den stiller nogle klare krav – hvoraf en del kan overtages af magthaverne og integreres i det bestående samfund i form af reformer, forbedringer og finjusteringer – og at den deles op i nogle afgrænsede felter som f.eks. økonomi, uddannelse, flygtningepolitik, etc., felter som staten har udviklet en overlegen evne til at forvalte.

Selv hvis en kamp fra begyndelsen er udelelig, altså ikke umiddelbart går at dele op i de på forhånd eksisterende kategorier, og dermed uforståelig for de som ønsker at herske over os, blot et navnløst oprør som ikke stiller nogle politisk håndterlige krav, så har staten sjældent svært ved at finde nogen som er parat til at forklare årsager og mål for en masse individer som de aldrig har mødt – arrogancen er enorm – og formulere nogle krav som kan håndteres af staten, de nuværende magthavere og de som drømmer om at erstatte dem. Venstrefløjen, fra inderst til yderst, er selvfølgelig det ultimative formeringssted for denne parasitiske og velmenende art, men det samme gælder alle former for organisationer (fagforeninger, politiske, religiøse, etc.) som snylter på de som udnyttes af kapitalisterne. Anarkister har bestemt heller ikke holdt sig for gode til dette grundlæggende politiske spil: at forsøge at repræsentere kampe, som har eller kunne have udviklet sig uden for de rammer og målsætninger som staten tilbyder, for at øge sin politiske indflydelse, det vil sige kapacitet til at forvalte masserne.

Et oprør som dannes uden for og nægter at indordne sig under de forudbestemte kategorier undgår den evige demokratiske cirkel af de udnyttedes integration i udnyttelsen, når det nægter at forklare sig overfor magthaverne og nægter at degradere sin vrede til nogle forståelige krav. Jeg skylder faktisk ikke samfundet nogen som helst forklaring på mit oprør. Det opstår af tusinde grunde som alligevel kun får kraft i et punkt: min udelelige vilje til ikke at lade nogen herske over mig. Derfor er det et navnløst oprør som ikke kan underkastes nogle organisationer eller ideologier, og som ikke kan tvinges ned i magthavernes kategorier. Det kan aldrig tilfredsstilles af reformer på det ene eller det andet område, for det er selve den ide at nogen bør forvalte mit liv som jeg gør oprør imod. Continue reading →