Krig på Kniven – Kapitel VI

…poesi, …henregnes til Fantasien, som efter behag kan forene og adskille ting på ulovlig vis. – F. Bacon

Tænk dig en anden forståelse af styrke. Måske er det den nye poesi. Hvad er et oprør i bund og grund, om ikke en alment udbredt leg med illegale sammensætninger og adskillelser.

Revolutionær styrke er ikke en styrke som kan sammenlignes med magtens. Hvis det var tilfældet ville vi have tabt inden vi begyndte, fordi enhver forandring ville være begrænsningens evige tilbagevenden. Alt ville blive reduceret til en militær konflikt, fanernes dance macabre. Virkelige bevægelser undslipper det kvantitative tilbagespring.

Staten og kapitalen er i besiddelse af de mest sofistikerede kontrol- og undertrykkelsessystemer. Hvordan kan vi modsætte os denne Molok? Hemmeligheden ligger i kunsten at slå i stykker og sætte sammen igen. Intelligensens bevægelse er en vedvarende leg med at bryde ned og fastslå ligheder. Det samme gælder for undergravende virksomhed. At f.eks. kritisere teknologi indebærer at overveje dens generele struktur, at ikke se den som blot en samling af maskineri, men som et samfundsforhold, et system; det indebærer forståelsen af at et teknologisk redskab afspejler det samfund som producerer det, og at dets indførelse forandrer forholdene imellem individer. At kritisere teknologi indebærer at nægte at underordne menneskers aktiviteter under profit. Ellers bedrager vi os selv når det kommer til hvad teknologi indebærer, dens hævdelse af neutralitet, muligheden for at ophæve dens konsekvenser. Da bliver det nødvendigt at bryde den ned i dens tusinder af forgreninger, de konkrete virkeliggørelser, som i højere og højere grad ødelægger os. Vi er nødt til at indse at spredningen af produktion og kontrol som den nye teknologi tillader, gør sabotage enklere. Ellers ville det være umuligt at angribe dem. Det samme gælder skoler, kaserner og kontorer. Selvom de er uadskillelige fra de hierarkiske og merkantile forholds helhed, så konkretiserer de sig stadigvæk i bestemte personer og steder.

Hvordan – når vi er så få – kan vi gøre os selv synlige for studenter, arbejdere og arbejdsløse? Hvis man tænker på konsensus og image (at gøre sig selv synlig, for at være præcis), kan resultatet tages for givet: fagforeninger og snedige politikere er langt stærkere end os. Endnu en gang er det som mangler kapaciteten til at sætte sammen og slå i stykker. Reformisme agerer kvantitativt på detaljer: den mobiliserer enorme mængder af mennesker for at ændre nogle få isolerede aspekter af magten. En global samfundskritik tillader derimod fremkomsten af en kvalitativ handlingsvision. Lige præcis fordi der ikke er nogen centre eller revolutionære subjekter at underordne sine projekter under, så forbindes hvert aspekt af den sociale virkelighed til den helhed som det er del af. Lige meget om det handler om forurening, fængsler eller byplanlægning, så ender enhver virkelig subversiv diskurs med at stille spørgsmålstegn ved alt. I dag mere end nogensinde, kan et kvantitativt projekt (at samle studerende, arbejdere eller arbejdsløse i en permanent organisation med et specifikt program) kun handle på detaljeniveau, hvilket trækker styrken ud af handlinger som ellers kunne have stillet spørgsmål som ikke kan reduceres til en opdeling i kategorier (studenter, arbejdere, immigranter, homoseksuelle, etc.). Så meget desto mere som reformisme i mindre og mindre grad kan reformere noget som helst (tænk bare på arbejdsløsheden og den måde hvorpå den falskt præsenteres som et sammenbrud i den økonomiske rationalitet som kan løses). Der var en som sagde, at til og med kravet om mad uden giftstoffer er blevet et revolutionært projekt, fordi ethvert forsøg på at tilfredsstille kravet ville indebære en forandring af samfundsforholdene i sin helhed. Ethvert krav som adresseres til en bestemt modtager bærer sit eget nederlag i sig, om ikke andet så fordi ingen autoritet, selv hvis den ønskede, ville kunne løse noget problem af almen betydning. Til hvem henvender man sig for at bekæmpe luftforurening?

Arbejderne, som under en ulovlig strejke bar et banner hvor der stod ‘Vi beder ikke om noget’, forstod at nederlaget ligger i kravet selv (‘kravet imod fjenden er evigt’). Der er ingen anden vej end at tage det hele. Som Stirner sagde: ‘Lige meget hvor meget du giver dem vil de altid kræve mere, for det de ønsker er intet mindre end enden på alle bevillinger’.

Og hvad så? Så kan i forestille jer at handle uden at være isolerede, selvom i er få, med den viden at i en eksplosiv situation er nogle få gode kontakter mere nyttigt end at være mange. Desværre sker det tit at rettighedskrævende sociale kampe udvikler mere interessante metoder end mål (f.eks., en gruppe arbejdsløse som kræver arbejde, ender med at brænde et socialkontor ned). Selvfølgelig kan man holde sig på sikker afstand ved at sige at arbejde ikke skal bedes om, men ødelægges. Eller man kan forsøge at sammenkæde en kritik af hele økonomien med det så lideskabeligt nedbrændte kontor, eller en kritik af fagforeningerne med en sabotagehandling. Hvert enkeltstående mål i kampen rummer volden fra helheden af de samfundsforhold som er klar til at eksplodere. Den umiddelbare årsags banalitet er som bekendt forløber for oprør op gennem historien.

Hvad kan en gruppe beslutsomme kammerater gøre i en sådan situation? Ikke meget, hvis de ikke allerede har tænkt på (f.eks.) hvordan nogle flyveblade skal uddeles, eller i hvilke dele af byen en protest kan udvides; og hvad mere er, hvis en munter og lovløs intelligens får dem til at glemme antal og storslåede organisationsstrukturer.

Uden at ville genoplive myten om at generalstrejken er oprørets forløser, er det klart nok at en afbrydelse af al samfundsaktivitet stadigvæk er afgørende. Undergravende virksomhed er nødt til at stræbe mod en paralysering af normaliteten, lige meget hvad som var sammenstødets oprindelige årsag. Hvis studenter fortsætter med at studere, hvis arbejdere – dem som stadig findes – og kontorister fortsætter med at arbejde, hvis arbejdsløse fortsætter med at bekymre sig om arbejdsløshed, så er ingen forandring mulig. Revolutionær praksis er altid over mennesker. Enhver organisation som er separeret fra sociale kampe kan hverken starte, udvide eller forsvare et oprør. Hvis det er sandt at de udnyttede er tilbøjelige til at stille sig bag dem som kan garantere økonomiske forbedringer under kampens gang – hvis det med andre ord er sandt at enhver kamp for bedre vilkår nødvendigvis er af reformistisk natur – så kan libertære tilskynde metoder (individuel autonomi, direkte aktion, permanent konflikt) som går hinsides at stille krav, og i stedet benægter alle samfundsidentiteter (lærer, kontorist, arbejder, etc.). En etableret libertær organisation som stillede krav, ville blot flankere kampene (kun et fåtal af de udnyttede ville vælge at melde sig ind), eller ville miste sine libertære karaktertræk (fagforeningerne er de bedst kvalificerede på de syndikalistiske kampformers område). En organisation skabt af revolutionære og udnyttede er kun i virkelig konflikt hvis den er i overensstemmelse med en specifik kamps midlertidige natur, har et tydeligt mål og et offensivt perspektiv. Kort sagt, hvis den er en handlingens kritik af fagforeningerne og deres samarbejde med cheferne.

Vi kan ikke påstå at subversive i øjeblikket har nogen stor kapacitet til at indlede sociale kampe (anti-militaristiske, imod forurening af miljøet, etc.). Tilbage står (for dem som ikke fastholder at ‘folk er medskyldige og opgivne’) hypotesen om autonom indgriben i de kampe – eller i de temmelig vidtrækkende oprørske handlinger – som opstår spontant. Hvis vi leder efter et tydeligt udtryk for det samfund som de udnyttede kæmper for (som en spidsfindig teoretiker påstod i relation til en nylig bølge af strejker), kan vi lide så godt blive hjemme. Hvis vi nøjes – hvilket ikke er så anderledes – med at give ‘kritisk støtte’, så tilføjer vi blot vores røde og sorte flag til partiernes og fagforeningernes. Endnu engang forener kritik af detaljer sig med den kvantitative model. Hvis vi tror, at når de arbejdsløse snakker om retten til at arbejde, så skal vi gøre det samme (og påvise den åbenbare forskel på løn og ‘samfundsnyttig aktivitet’), så lader det eneste sted for handling til at være gader fyldt med demonstranter. Som gamle Aristoteles var opmærksom på, så er repræsentation kun mulig der hvor der er overensstemmelse mellem tid og rum.

Men hvem siger at det umuligt at tale med de arbejdsløse om sabotage, afskaffelsen af rettigheder eller at nægte at betale husleje (samtidig som man praktiserer det)? Hvem siger, at når arbejderne går på gaden og strejker, så kan økonomien ikke kritiseres et andet sted? At sige hvad fjenden ikke forventer og være der hvor de ikke ikke venter os. Det er den nye poesi.