Krig på Kniven – Kapitel VII

Vi er for unge, vi kan ikke vente længere. – En mur i Paris

Et oprørs styrke er social, ikke militær. Et alment oprør kan ikke vurderes på det væbnede sammenstød, men på i hvor høj grad økonomien lammes, på produktions- og distributionsstederne overtagelse, på den frie foræring som brænder al kalkulering og på deserteringen fra forpligtelser og samfundsroller. Kort sagt er det en omvæltning af livet. Ingen guerilla-gruppe, lige meget hvor effektiv den er, kan erstatte dette storslåede øjeblik af ødelæggelse og forvandling. Oprøret er en banalitet som kommer frem i lyset: ingen magt kan opretholde sig selv uden de underordnedes frivillige slaveri. Oprøret afslører bedre end noget andet, at det er de udnyttede selv som får udnyttelsens morderiske maskine til at fungere.

Den ukontrollerede og vidtspredte afbrydelse af samfundets aktiviteter trækker pludselig ideologiens dække bort, og afslører den virkelige magtbalance. Så viser staten sig som det den virkelig er – den politiske organisering af passivitet. Ideologi på den ene side, fantasi på den anden, afslører deres materielle vægt. De udnyttede opdager helt enkelt den styrke som de altid har haft, og sætter en stopper for den illusion at samfundet reproducer sig på egen hånd – eller at en eller anden muldvarp graver sig frem i deres sted. De rejser sig imod deres tidligere lydighed – deres tidligere tilstand [State på engelsk] – og de vaner som etableredes til forsvar for de gamle verden. Det eneste tilfælde hvor ‘kollektivitet’ ikke er det mørke som afslører ildfluernes flugt for politiet, eller løgnen som forvandler individuel elendighed til ‘det fælles bedste’, er når rebeller konspirerer. Det er det som giver os medskyldighedens styrke på trods af forskelligheder. Kapitalens fællesskab består først og fremmest af angivere, en forening som svækker individer, enighed som holder os adskilte. Samfundsansvaret er den indre stemme som gentager ‘de andre accepterer’. På den måde modarbejdes de udnyttede af deres egentlige styrke. Oprøret er processen som frigør denne styrke, samtidigt som den frigør autonomi og livsnydelse; det er øjeblikket hvor vi gensidigt indser at det bedste vi kan gøre for andre er at befri os selv. På den måde er det ‘en kollektiv bevægelse af individuel realisering’.

Arbejdets og ‘fritidens’ normalitet, familien og forbrugerismen, dræber alle frihedens onde lidenskaber. (Når vi skriver dette er vi tvunget til at være adskilt fra vores egne, og denne adskillelse aflaster staten for den byrde at forbyde os at skrive). Ingen forandring er mulig uden et voldsomt brud med rutinen. Men oprøret er altid en minoritets værk. Masserne er ved hånden, klar til at blive magtens værktøj (for slaven som gør oprør, er ‘magten’ både chefens ordrer og de andre slavers lydighed) eller til at slapt acceptere forandringerne. Historiens mest omfattende ulovlige strejke – maj ’68 – involverede kun en femtedel af en stats befolkning. Men deraf følger ikke at det eneste mål bør være at overtage magten for at lede masserne, eller at det er nødvendigt at præsentere sig som proletariatets bevidsthed. Et øjeblikkeligt spring fra det nuværende samfund til frihed er ikke muligt. Den krybende og passive livsindstilling kan ikke opløse sig selv i løbet af nogle få dage eller måneder. Denne indstillings modsætning er nødt til at skabe sin egen plads og tage sin egen tid. Et samfundsoprør er blot den nødvendige forudsætning for at denne process skal begynde.

Foragt for ‘masserne’ er ikke kvalitativt, men ideologisk, det vil sige, det er underordnet det herskende syn på virkeligheden. Kapitalens ‘folkeslag’ eksisterer givetvis, men det har ingen bestemt form.

Det er stadig fra den anonyme masse, som de ukendte med viljen til at leve rejser sig til oprør. At påstå at vi er de eneste oprørere i et hav af underkastelse er beroligende, fordi det afgør spillet inden det er begyndt. Vi siger bare at vi ikke ved hvem vores medskyldige er, og at vi behøver en samfundsstorm for at opdage dem. I dag bestemmer hver af os i hvilken udstrækning andre ikke kan bestemme (det er overgivelsen af ens kapacitet til at vælge som får robotternes verden til at fungere). Under oprøret albuer valget sig frem, bevæbnet, og det er med våben som det skal forsvares, for det er på oprørets kadaver som reaktionen fødes. På trods af at det skabes af en minoritet (men i forhold til hvilken målestok?) af aktive kræfter, kan oprørets fænomen være ekstremt vidtrækkende, og på den måde røber det sin sociale natur. Desto mere vidtrækkende og entusiastisk oprøret er, desto mindre kan det bedømmes på den militære konflikt. Når de udnyttedes væbnede selv-organisering spreder sig, og afslører samfundsordenens skrøbelighed, kan man se at oprøret, ligesom hierarkiske og merkantile forhold, er overalt. Derimod, har enhver som anser revolutionen for at være et statskup et militaristisk syn på sammenstødet. En organisation, som iscenesætter sig som de udnyttedes avantgarde, er tilbøjelig til at dække over det faktum at dominans er et socialt forhold, ikke bare et hovedkvarter som skal erobres; hvordan skulle den ellers kunne retfærdiggøre sin rolle?

Det bedste man kan gøre med våben, er at gøre dem ubrugelige så hurtigt som muligt. Men spørgsmålet om våben forbliver abstrakt indtil det sættes i sammenhæng med forholdet mellem revolutionære og udnyttede, mellem organisationer og virkelige bevægelser.

Alt for ofte har revolutionære erklæret at de er de udnyttedes bevidsthed og at de repræsenter deres niveau af subversiv modenhed. Dermed bliver ‘folkebevægelsen’ en retfærdiggørelse af partiet (som i den Leninistiske variant bliver til en elite af professionelle revolutionære). Det er en ond cirkel, for desto mere man adskiller sig fra de udnyttede, desto mere er man nødt til at repræsentere en ikke-eksisterende forbindelse. Undergravende virksomhed reduceres til kun at bestå af ens egen praksis, og repræsentation bliver organiseringen af ideologisk ballade – den bureaukratiske version af kapitalistisk annektering. Den revolutionære bevægelse identificerer sig så med sit ‘mest avancerede’ udtryk, som virkeliggør dens begreber. Den Hegelske helhedens dialektik tilbyder et perfekt system for denne konstruktion.

Men der findes også en kritik af adskillelse og repræsentation som retfærdiggør venten og accepterer kritikerens rolle. Under påskud af ikke at separere sig selv fra ‘folkebevægelsen’, ender man med at fordømme al konfrontativ praksis som værende et ‘spring fremad’ eller simpel ‘væbnet propaganda’. Endnu engang opfordres revolutionære til at ‘afsløre’ de udnyttedes virkelige forhold, denne gang ved sin egen uvirksomhed. Konsekvensen er at intet oprør er muligt uden en synlig folkebevægelse. Alle som handler må nødvendigvis være ude på at tage proletariatets plads. Det eneste arvegods at forsvare bliver ‘radikal kritik’ og ‘revolutionær klarhed’. Livet er elendigt, så der ikke andet at gøre end at teoretisere over elendigheden. Sandheden frem for alt. På den måde bliver adskillelsen mellem subversive og udnyttede ikke fjernet, men blot forskubbet. Vi er ikke længere udnyttede sammen med de udnyttede; vores drømme, vrede og svagheder er ikke længere en del af klassekampen. Vi kan ikke bare handle når vi har lyst til det: vi har en mission – selvom den ikke kalder sig selv for det – at fuldføre. Der findes dem som ofrer sig for proletariatet gennem handling, og dem som gør det gennem uvirksomhed.

Denne verden forgifter os og tvinger os til at udføre nytteløse og skadelige aktiviteter; den påtvinger os behovet for penge og fratager os lidenskabelige forhold. Vi bliver gamle omringet af mænd og kvinder uden drømme, fremmede i en virkelighed som ikke giver nogen plads til udbrud af generøsitet. Vi er ikke selvfornægtelsens partisaner. Det er bare sådan at det bedste som dette samfund kan tilbyde os (en karriere, berømmelse, en pludselig gevinst, ‘kærlighed’) simpelthen ikke interesserer os. Vi væmmes lige så meget ved at give ordrer som ved lydighed. Vi er udnyttede ligesom alle andre, og vil sætte en stopper for udnyttelsen øjeblikkeligt. I vores øjne behøver oprøret ikke anden retfærdiggørelse.

Vores liv flyr os, og ethvert klassebegreb som ikke udgår fra det faktum er ikke andet end en løgn. Vi ønsker ikke at lede eller støtte folkebevægelser, men snarere at deltage i dem som allerede eksisterer i den udstrækning som vi anser at vi har fælles behov med dem. I et umådeholdent syn på frigørelse er der ikke nogle kampformer som er overlegne. Oprøret behøver alting: blade og bøger, våben og sprængstoffer, eftertanke og bandeord, gift, knive og ildspåsættelse. Det eneste interessante spørgsmål er hvordan vi kombinerer dem.