Hvis den døende demokratiske (bourgeoisi-kristne-plebejiske) civilisation lykkedes udjævne det menneskelige sind og benægte alle højere åndelige værdier som overgår den, så lykkedes den – heldigvis – ikke at udjævne forskellene mellem klasser, stænder og forskellige grader af privilegier, som forblev – som vi allerede har nævnt – splitrede alene over mavens spørgsmål.
Eftersom maven – for den ene klasse såvel som for den anden – fortsatte med at eksistere – var det nødvendigt at bekende sin tro på den, at ophøje den som det højeste ideal. Og socialismen forstod alt dette.
Den forstod det, og eftersom den var en behændig – og, måske, endelig praktisk anvendelig – spekulant, kastede den sin gift som er den vulgære doktrin om lighed (lusenes lighed foran den suveræne stats hellige majestæt) ned i slaveriets reservoirer hvor uskyldigheden lyksaligt slukkede sin tørst.
Men giften som socialismen spredte var ikke den kraftfulde gift som er i stand til at give heroiske færdigheder til alle som drikker den.
Nej: det var ikke den radikale gift som er i stand til at udføre det mirakel som opløfter det menneskelige sind og transformerer og frigør det. Det var snarere en blanding af ”ja” og ”nej”. En ligbleg mikstur af ”autoritet” og ”tro”, af ”staten” og ”fremtiden”.
Wolfi Landstreicher: Willful Disobedience
Vores introduktion til insurrektionære ideer findes nu som en pamflet på 8 sider. Nem at printe og sprede til alle dine kammerater!
Kristus var en selvmodsigende misforståelse fra evangelierne. Han var et trist og sørgeligt fænomen som opstod af forfald, som fødtes af hedensk udmattelse.
Under den demokratiske civilisations triumf blev den religiøse hob glorificeret. Eftersom den med sit indædt anti-individualistiske demokrati er ude af stand til at forstå det, nedtrampede den det anti-kollektive og kreative ”Jegs” heroiske skønhed.
Siden eksplosionen ved domstolen har en hel række aktioner kastet det fede Milanesiske borgerskab ud i forvirring og frygt. Den første som blev angrebet var industrialisten Giovanni Breda, ejer af den velkendte krigsmager-virksomhed af samme navn.
Renzo Novatore var pseudonym for den italienske anarkist Abele Rizieri Ferrari som fødtes den 12. maj 1890 i Arcola (en landsby i La Spezia) i en fattig bondefamilie. Eftersom han nægtede at indordne sig under skolens disciplin forlod han skolen efter få måneder og vendte aldrig tilbage. Selv om hans far tvang ham til at arbejde på gården, ledte hans stærke vilje og tørst efter viden ham til at blive en selvlært poet og filosof. Han udforskede disse emner uden for de grænser som sattes af skolesystemet og læste allerede som ung Stirner, Nietzsche, Wilde, Ibsen, Baudelaire, Schopenauer og mange andre med et kritisk sind.
Kun lidt er kendt om Bruno Filippis liv. Han blev født år 1900 i Livorno, Italien, som den ældste af seks brødre. Hans far var typograf. Hans familie flyttede til Milano mens han endnu var barn. I 1915 var han allerede kendt af politiet som beskrev ham som et ”farligt element”. Samme år blev han arresteret ved en anti-militaristisk demonstration; han bar på en varm pistol uden kugler. Han sad en periode i fængsel. Efter krigen, i 1919, udbrød social uro over hele landet. I Milano var der ofte sammenstød med politiet, og Filippi var iblandt oprørerne. I løbet af sommeren begyndte flere unge anarkister, deriblandt Filippi, at angribe deres fjender. En bombe eksploderede ved domstolen; der blev gjort et forsøg på at skade Giovanni Breda, en af de mest magtfulde italienske kapitalister, med svovlsyre, og en bombe eksploderede ved hans hus; en anden bombe eksploderede ved en rig senators hjem.