Category Archives: Oversættelser

Erklæring fra Revolutionær Anarkistisk Aktion (DAF) om bomberne i Ankara

Mange kammerater i Tyrkiet og Kurdistan beskylder den Tyrkiske Stat for at være skyldig eller medskyldig i det seneste angreb i Ankara og flere andre angreb mod revolutionære i Tyrkiet og Kobane.

Erklæring fra Revolutionær Anarkistisk Aktion (DAF):

KAN IKKE GLEMMES, KAN IKKE TILGIVES

I dag, den 10 oktober, blev “Mødet for Arbejde, Demokrati og Fred” som var arrangeret af forskellige fagforeninger, foreninger og organisationer angrebet. Ligesom i Amed i juni og i Suruc i juli, har bomberne som eksploderede i Ankara i dag dræbt snesevis af mennesker.

Tusinder af mennesker fra mange forskellige byer mødtes imod krigspolitiken og imod de forskellige magtgrupperinger som profiterer på krigen.

I dag har de bomber der eksploderede myrdet mennesker der ønskede fred, liv og frihed.

Denne eksplosion, hvor mere end 30(*) personer har mistet livet indtil nu, er en afspejling af magthavernes blodtørstige grådighed. De som myrdede i Amed, i Pirsus, i Cizir, forsøger nu at skræmme folk og modvirke kampen for frihed ved at myrde snesevis af mennesker i Ankara.

Magthaverne skal vide at hvilke midler de end tager i brug, det være sig anholdelser eller mord med bomber, vil vi ikke være bange for dem eller bøje os for deres krigspolitik.

For en ny verden, et liv i frihed. De myrdede i Amed, i Pirsus, Cizir og Ankara KAN IKKE GLEMMES, morderne KAN IKKE TILGIVES.

Revolutionær Anarkistisk Aktion (Devrimci Anarşist Faaliyet) (DAF)

(*) Dødstallet har nu nået mindst 95 mennesker, antallet af sårede er over 200 (oversætteren)

http://325.nostate.net/?p=17559

Krig På Kniven – Kapitel I

Hvem som helst kan slutte med at gå ubeslutsom rundt i uvidenhedens slaveri – og nægtende tomme ords trøst, møde livet med blottede tænder.

– C. Michelstaedter

Livet er ikke andet end en konstant søgen efter noget at holde fast i. Man står op om morgenen, bare for at nogle timer senere ligge i sengen igen – som en sørgelig pendler mellem mangel på begær og udmattelse. Tiden går, men det stimulerer os mindre og mindre. Vægten af vores samfundsansvar knækker os ikke længere, for vi har lært at fordele vægten. Vi lyder ordrer uden at besvære os med at sige ja. Døden sones ved at leve, skrev poeten fra en anden skyttegrav. Continue reading →

Hvad Vil Individualister? – Reveil De L’Eschlave

Hvad Vil Individualister?

Et manifest fra 1920

af Reveil De L’Eschlave gruppen i Paris

Individualist! Er et misforstået navn…

Man foretrækker næsten altid at forestille sig individualisten som et monster af egoisme og ondsindethed; at han er i besiddelse af alle fejl og mangler; at han ikke tænker på andet end sin personlige tilfredsstillelse og er parat til at til at udslette hele verden for at leve bedre.

Dette er ikke bare forkert, det er også dumt. Continue reading →

Teknologi og Klassekamp – Wolfi Landstreicher

Teknologi og Klassekamp

Wolfi Landstreicher

Den teknologiske udvikling indenfor de seneste 60 år – atomindustrien, kybernetik og relateret informationsteknik, bioteknologi og genmanipulation – har skabt fundamentale forandringer i det sociale landskab. Metoderne til udnyttelse og dominans har forandret sig, og af den grund er de gamle ideer om klassestrukturens og klassekampens natur ikke længere tilstrækkelige når det gælder om at forstå vores nuværende situation. Marxisternes og syndikalisternes arbejderisme kan ikke længere tænkes at have noget brugbart at byde på indenfor udviklingen af en revolutionær praksis. Men fuldstændigt at afvise konceptet om klasse er heller ikke nogen brugbar tilgang til denne situation, for ved at gøre dette mister man et vigtigt værktøj til at forstå den nuværende virkelighed og til at angribe den. Continue reading →

Opråb: International Solidaritet med Revolutionen i Rojava

“Med dette opråb inviterer vi individer, organisationer og kollektiver til at deltage i eller støtte vores kamp for frigørelse, frigørelse ikke bare for Kurdere og deres områder, men først og fremmest frigørelse fra statens, kapitalismens og patriarkatets magt. Vi inviterer jer til at komme til Rojava, Cizire’s kanton og Kobane.

Rojava (Vest Kurdistan) er et område som stort set er frigjort fra tilstedeværelsen af ISIS, men som er under en handelsblokade: en embargo som iværksattes imod os ikke kun af Turkiet, men også af Irakisk Kurdistan, hvis styre ikke synes om de sociale forandringer som sker her. Denne embargo begrænser ikke kun tilgangen til grundlæggende nødvendigheder, men også til medicin og udstyr som behøves for at behandle de sårede. Her er tusinder af martyrer, mennesker dræbt i krigen. Mange har mistet sine familier og hjem.”

“Som i alle krige verden over, er det kvinden som bærer den tungeste vægt, fordi hun mister sine børn, bliver voldtaget, solgt som slave og tvunget til prostitution… Men her i Rojava anser kvinden ikke længere dette for at være en uundgåelig skæbne: i lang tid er kvinder begyndt at være aktive på alle områder (sociale, politiske, militære, kulturelle) og gennem dette lykkes det at ændre den chauvinistiske mentalitet.”

“Her er selvfølgelig lidelse, men der er også glæde. Der er glæde og stolthed, fordi et folk har rejst sig imod sin undertrykkelse. Vi har genlært vores skriftsprog, som var forbudt i alle offentlige bygninger. Vi praktiserer en model af demokratisk selvstyre, hvor beslutninger diskuteres og gøres i offentlige møder i gaderne og involverer alle som vil deltage. Vi organiserer sammen med alle minoriteter og etniske grupper i denne del af verden, så alle kan beholde sin identitet og komplementere hinanden i en dynamik som beriger alle.”

“Hvad i kan gøre her er først og fremmest at se og fortælle i jeres lande hvad som sker her. Og så hjælpe dem som rammes af psykologiske traumer, hjælpe i genopbygningen, hjælpe i naturparker, hjælpe på alle sociale og kulturelle områder, og deltage i folkets og kvindernes forsvarsstyrker (YPG-YPJ). Jeres solidaritet har i vores øjne den højeste værdi.”

Mere info: solidaritywithrojava[at]gmail[dot]com

Hele teksten på engelsk: http://325.nostate.net/?p=17475

Utøjlet Frihed – Enzo Martucci

Utøjlet Frihed

Enzo Martucci

Stirner og Nietzche havde uden tvivl ret. Det er ikke sandt at min frihed slutter der hvor andres begynder. Det ligger i min friheds natur at den slutter der hvor min styrke tager slut. Hvis det frastøder mig at angribe mennesker eller hvis jeg finder det i modsætning til mine interesser at gøre så, så undgår jeg konflikt. Men hvis jeg tilskyndet af et instinkt, en følelse eller et behov langer ud efter mine medmennesker og møder ingen eller svag modstand, så bliver jeg den dominerende, overmennesket. Hvis i stedet de andre gør ihærdig modstand og slår igen, så er jeg tvunget til at stoppe og komme frem til en løsning. Medmindre jeg finder det passende at betale med mit liv for en umiddelbar tilfredsstillelse.

Det er er ubrugeligt at fortælle folk om forsagelse, moral, pligt, ærlighed. Det er dumt at ville forpligtige dem, i kristendommens eller menneskehedens navn, til ikke at træde hinanden over tæerne. I stedet fortæller man hver af dem: “Du er stærk. Hærd din vilje. Kompenser med alle midler for dine mangler. Beskyt din frihed. Forsvar den imod enhver som vil undertrykke dig.”

Og hvis hvert menneske ville følge dette råd, så ville tyranni blive umuligt. Jeg vil til og med modsætte mig den som er stærkere end mig selv. Hvis jeg ikke kan klare det alene så søger jeg mine venners hjælp. Hvis min styrke mangler erstatter jeg den med snuhed. Ligevægt vil opstå spontant af kontrasten. Continue reading →

Uden Mål – Zo d’Axa

Uden Mål

Zo d’Axa

“Et øjeblik,” siger folk, “hvad er deres mål?”

Og den velvillige spørgende undertrykker et spjæt ved at blive opmærksom på at der er unge mennesker som afviser det nuværende samfunds sædvaner, love og krav og dog ikke erklærer et program.

“Hvad håber de på?”

Hvis i det mindste disse nej-sigere uden trosbekendelse havde som undskyldning at være fanatikere. Og nej, tro ønsker ikke længere at være blind. De diskuterer, de begår fejltrin, de søger. En ynkværdig taktik! Disse forløbere i den sociale kamp, disse flagløse, er så afvigende at de ikke erklærer at have formelen på universalmiddelet, det eneste ene! Mangin havde mere forstand… Continue reading →

Ikonoklaster, Fremad

ikonoklast1

Historie, materialisme, monisme, positivisme og alle denne verdens ismer er gamle og rustede redskaber som jeg ikke længere behøver eller bekymrer mig om. Mit princip er livet og mit mål er døden. Jeg ønsker at leve mit liv inderligt og omfavne min død tragisk.

Du venter på revolutionen? Lad det være så! Min egen begyndte for længe siden! Når du er klar (gud, hvilken endeløs venten!) har jeg ikke noget imod at følges med dig et stykke tid. Men når du standser, så fortsætter jeg på min vej imod den vældige og ædle erobring af intetheden!

Ethvert samfund som i bygger vil have sine grænser. Og uden for ethvert samfunds grænser vil der vandre ustyrlige og heroiske vagabonder med sine vilde og jomfruelige tanker – de som ikke kan leve uden at altid planlægge nye og skrækkelige udbrud af oprør! Jeg skal være iblandt dem!

Og efter mig, som før mig, vil der være dem som siger til sine kammerater: “Så stol på jer selv fremfor jeres guder og idoler. Find det som er gemt i jer og bring det frem i lyset; vis jer selv!”

Fordi hver person som søgende sit eget inderste udvinder det som på mystisk vis gemtes derinde, er en skygge som formørker hvilket som helst samfund som kan eksistere under solen!

Alle samfund skælver når det hånlige aristokrati af vagabonder, utilnærmelige, unikke enere, herskere over idealet og erobrere af intetheden beslutsomt rykker frem. Så, kom nu, ikonoklaster, fremad!

Den ildevarslende himmel vokser sig allerede mørk og stille!

Renzo Novatore

Ord, Rettigheder og Politiet – Massimo Passamani

Ord, Rettigheder og Politiet

Massimo Passamani

Retten til ytringsfrihed er en løgn. For det første fordi den er en rettighed, og som sådan kan den kun forstærke magten hos dem der har autoritet til at bevillige eller anerkende den (hvilket er det samme). For det andet fordi den bliver sat i kraft når muligheden for at samtale, at sige noget til nogen som er i stand til at forstå, ikke længere eksisterer. Med andre ord opstår den bagefter, når den tilstand som den prøver at beskytte allerede er undertrykt. For det tredje fordi den er separeret fra den praktiske mulighed for handling, og derfor kun er en abstraktion som tjener andre abstraktioner. Frataget den ilt som kun relationer og konfrontationer, og dermed kommunikation og eksperimenteren, sikrer dem, forbliver ideer kraftesløse, gispende efter luft på kysten af meninger som snakker om alt og intet ændrer. Jeg vil gerne udtrykke nogle tanker om dette sidste aspekt. Continue reading →