Under den demokratiske civilisations triumf blev den religiøse hob glorificeret. Eftersom den med sit indædt anti-individualistiske demokrati er ude af stand til at forstå det, nedtrampede den det anti-kollektive og kreative ”Jegs” heroiske skønhed.
De borgerlige tudser og proletariske frøer greb hinanden i hænderne i fælles åndelig smålighed og modtog fromt nadveren fra blykoppen med de sociale løgnes slimede likør som demokratiet rakte til hver af dem.
Og sangene som borgerne og proletarerne opstemte ved deres spirituelle altergang var et fælles og højlydt ”Hurra!” til den sejrende og triumferende Gås.
Og mens dette ”Hurra!” udbrast højt og hysterisk, trykkede hun – demokratiet – plebejerens kasket på sit hoved og erklærede – med grum og brutal ironi – lige rettigheder… for alle mennesker! Continue reading
Renzo Novatore var pseudonym for den italienske anarkist Abele Rizieri Ferrari som fødtes den 12. maj 1890 i Arcola (en landsby i La Spezia) i en fattig bondefamilie. Eftersom han nægtede at indordne sig under skolens disciplin forlod han skolen efter få måneder og vendte aldrig tilbage. Selv om hans far tvang ham til at arbejde på gården, ledte hans stærke vilje og tørst efter viden ham til at blive en selvlært poet og filosof. Han udforskede disse emner uden for de grænser som sattes af skolesystemet og læste allerede som ung Stirner, Nietzsche, Wilde, Ibsen, Baudelaire, Schopenauer og mange andre med et kritisk sind.
Kun lidt er kendt om Bruno Filippis liv. Han blev født år 1900 i Livorno, Italien, som den ældste af seks brødre. Hans far var typograf. Hans familie flyttede til Milano mens han endnu var barn. I 1915 var han allerede kendt af politiet som beskrev ham som et ”farligt element”. Samme år blev han arresteret ved en anti-militaristisk demonstration; han bar på en varm pistol uden kugler. Han sad en periode i fængsel. Efter krigen, i 1919, udbrød social uro over hele landet. I Milano var der ofte sammenstød med politiet, og Filippi var iblandt oprørerne. I løbet af sommeren begyndte flere unge anarkister, deriblandt Filippi, at angribe deres fjender. En bombe eksploderede ved domstolen; der blev gjort et forsøg på at skade Giovanni Breda, en af de mest magtfulde italienske kapitalister, med svovlsyre, og en bombe eksploderede ved hans hus; en anden bombe eksploderede ved en rig senators hjem. 
Oversættelser lavet fra januar til marts er nu samlet i pamfletten 
1
I den blege og sørgelige skumring fyldt med komiske og tragiske begivenheder, mens al latterlig smålighed giver sig udslag og forbrydelse oprejses som en livsmetode, som en atletisk gymnastikøvelse, mens revolutionære og ikke-revolutionære borgeres blod bader Italiens skønne land, flammer anarkistisk individualisme – unik, strålende og levende historisk realitet – majestætisk og glinsende hinsides al medborgerlig og samfundsmæssig råddenskab og går mod glæde, mod frihed, mod solen. 
Når jeg ser tilbage på min rejse med anarkismen, så kan jeg se at det som først bevægede mig, og som stadig er min kilde til kamp mod samfundet, ikke er utopien om et lykkeligt samfund, nej, tanken giver mig nærmest gåsehud. Det er derimod det anti-sociale, hadet mod alle autoriteter, alle normer, al flokmentalitet, mod skole og arbejde, mod alt som forvrænger os til normale mennesker, mod alt som får os til at udholde slaveåget, og ikke mindst mod det samfund som har adskilt mennesket fra naturen og ødelagt dem begge ved denne adskillelse, som er mit brændstof. 
Den insurrektionære
“Ideer er blot redskaber som individet kan anvende for sin egen frigørelse, men de kan lige så gerne blive nye fængsler, identiteter, som individet bøjer sig under. Vi har lige så lidt brug for en insurrektionær ideologi som vi har for den forstenede vensterfløjsanarkisme som slæber sig mod sin egen grav. For den som er bevidst om sin egen individualitet og er parat til at fundere over og sætte i handling en virkelig bane imod frihed kan ideerne, i stedet for at være ideologiske fængsler, være brændstof som sporer mod endnu uopnåede mål.”