Da borgerskabet havde knælet til højre for socialismen i demokratiets hellige tempel, strækte de sig afklarede ud på forventningens senge og sov sin absurde fredfyldte søvn. Men proletarerne, som havde mistet sin lykkelige uskyld ved at drikke den socialistiske gift, råbte op fra venstre side og forstyrrede det idiotiske og kriminelle borgerskabs rolige søvn.
I mellemtiden, på tankens højere tinder, overkom ideens vagabonder sin kvalme og bekendtgjorde at noget lignende Zarathustras rungende latter havde givet sit ildevarslende ekko.
Åndens vind, skulle ligesom en orkan have gennemtrængt det menneskelige sind og løftet det hensynsløst ind i ideernes hvirvelvind for at overvinde alle de gamle værdier fra tidens mørke og atter opløfte det sublimerede instinkts liv i de nye tankers solskin.
Men de vågnende borgertudser forstod at noget ubegribeligt skreg i højderne og truede deres smålige eksistens. Ja: de forstod at noget kom oppefra som en sten, et brøl, en trussel.
De forstod at tidens afsindige forløbere med sine sataniske stemmer bekendtgjorde et rasende uvejr, som opstod af nogle få enliges fornyede vilje og eksploderede i samfundets indvolde for at jævne det med jorden.
Hvis den døende demokratiske (bourgeoisi-kristne-plebejiske) civilisation lykkedes udjævne det menneskelige sind og benægte alle højere åndelige værdier som overgår den, så lykkedes den – heldigvis – ikke at udjævne forskellene mellem klasser, stænder og forskellige grader af privilegier, som forblev – som vi allerede har nævnt – splitrede alene over mavens spørgsmål.
Wolfi Landstreicher: Willful Disobedience
Under den demokratiske civilisations triumf blev den religiøse hob glorificeret. Eftersom den med sit indædt anti-individualistiske demokrati er ude af stand til at forstå det, nedtrampede den det anti-kollektive og kreative ”Jegs” heroiske skønhed.
Siden eksplosionen ved domstolen har en hel række aktioner kastet det fede Milanesiske borgerskab ud i forvirring og frygt. Den første som blev angrebet var industrialisten Giovanni Breda, ejer af den velkendte krigsmager-virksomhed af samme navn.
Når jeg ser tilbage på min rejse med anarkismen, så kan jeg se at det som først bevægede mig, og som stadig er min kilde til kamp mod samfundet, ikke er utopien om et lykkeligt samfund, nej, tanken giver mig nærmest gåsehud. Det er derimod det anti-sociale, hadet mod alle autoriteter, alle normer, al flokmentalitet, mod skole og arbejde, mod alt som forvrænger os til normale mennesker, mod alt som får os til at udholde slaveåget, og ikke mindst mod det samfund som har adskilt mennesket fra naturen og ødelagt dem begge ved denne adskillelse, som er mit brændstof. 
De politiske kommitteer åbner, påskyndet af interesserede individer, for den længe ventede periode med valgskænderier.