Oversættelser lavet fra januar til marts er nu samlet i pamfletten Brændstof nr. 3.
Fra introduktionen: ”Alle mennesker er perfekte i sig selv. Alt hvad de mangler er sin perfektions heltemod,” skriver Renzo Novatore i Anarkistisk Individualisme i den Sociale Revolution, og det har vi valgt som bagsidecitat for Brændstof nr. 3, fordi det udtrykker en simpel men radikal sandhed: Du er allerede et fuldkomment menneske! Alt hvad du behøver er modet til at være dig selv. Du behøver ikke pålægge dig selv nogle ideologiske og moralske pligter eller fratage dig selv din nydelse og forbyde dine begær for at blive komplet, sådan som alle religiøse og politiske evangelister ellers påstår. Alle de som siger at du bør ændre dig, at dit udseende er forkert, at dine ideer er dumme, at dine handlinger er fejlslagne og at du bør ofre din individualitet på idealets slimede alter, tager fejl, for kun du kender dig selv og kan bedømme dit livs helhed. Har du modet til at handle i overensstemmelse med dine følelser og ideer, når de går imod samfundets love og regler såvel som når de går imod den vedtagne moral, selv hvis den kalder sig revolutionær og anarkistisk? Svaret på dette spørgsmål findes kun i dit inderste og kun du selv kan stille spørgsmålet og svare oprigtigt, hvis du tør. Som Novatore skriver i Individualisme og Oprør:
”Retten til at dømme mig nægter jeg alle dem som ikke forstår mine længslers røst, mine trængslers råb, min ånds baner, mit sinds sorg, mine ideers begejstring og min tankes kvaler. Men kun jeg forstår alt dette. Vil du dømme mig? I orden! Men du vil aldrig dømme mit virkelige jeg. I stedet vil du dømme det ”mig” som du selv har opfundet. Når du tror at du har fået fingrene i mig for at knuse mig, så er jeg der borte, leende i det fjerne.”
1
Så teknik myrdede etik. For stående over for hvilket som helst problem undrer mennesker sig ikke over hvad som er ret, men hvad som virker. De undrer sig ikke længere over det, for i vores verden som i alle aspekter er domineret af teknik, tages det for givet at det som virker er det som er ret. Ideer bliver redskaber som ikke bedømmes på hvad de indebærer, men på hvordan de kan bruges, på deres funktionalitet, på deres effektivitet. Alt dette, som det allerede er blevet nævnt tidligere, er uden tvivl en af konsekvenserne af at teknik trænger ind i alle aspekter af vores liv. Men, man skal ikke tro at det er et fænomen som først har vist sig i de sidste par årtier hvor tilværelsen er blevet oversvømmet af computere og mobiler, plasmaskærme og 3D-film. 
I den blege og sørgelige skumring fyldt med komiske og tragiske begivenheder, mens al latterlig smålighed giver sig udslag og forbrydelse oprejses som en livsmetode, som en atletisk gymnastikøvelse, mens revolutionære og ikke-revolutionære borgeres blod bader Italiens skønne land, flammer anarkistisk individualisme – unik, strålende og levende historisk realitet – majestætisk og glinsende hinsides al medborgerlig og samfundsmæssig råddenskab og går mod glæde, mod frihed, mod solen. 
Når jeg ser tilbage på min rejse med anarkismen, så kan jeg se at det som først bevægede mig, og som stadig er min kilde til kamp mod samfundet, ikke er utopien om et lykkeligt samfund, nej, tanken giver mig nærmest gåsehud. Det er derimod det anti-sociale, hadet mod alle autoriteter, alle normer, al flokmentalitet, mod skole og arbejde, mod alt som forvrænger os til normale mennesker, mod alt som får os til at udholde slaveåget, og ikke mindst mod det samfund som har adskilt mennesket fra naturen og ødelagt dem begge ved denne adskillelse, som er mit brændstof. 
Børsen, Retfærdighedens Palads og Deputeretkammeret er nogle bygninger som der er blevet talt meget om i de sidste par dage. Disse tre bygninger var i allerhøjeste grad truet af tre unge mænd som heldigvis blev stoppet i sidste øjeblik.
De politiske kommitteer åbner, påskyndet af interesserede individer, for den længe ventede periode med valgskænderier.
Den insurrektionære
“Ideer er blot redskaber som individet kan anvende for sin egen frigørelse, men de kan lige så gerne blive nye fængsler, identiteter, som individet bøjer sig under. Vi har lige så lidt brug for en insurrektionær ideologi som vi har for den forstenede vensterfløjsanarkisme som slæber sig mod sin egen grav. For den som er bevidst om sin egen individualitet og er parat til at fundere over og sætte i handling en virkelig bane imod frihed kan ideerne, i stedet for at være ideologiske fængsler, være brændstof som sporer mod endnu uopnåede mål.”