Der er visse som hævder at mennesket af naturen er et socialt væsen. Andre hævder at mennesket af naturen er anti-socialt.
Jeg må indrømme at jeg aldrig har kunnet forstå hvad de egentlig mener med “menneskets natur,” men jeg har forstået at begge sider tager fejl, eftersom mennesket er socialt og anti-socialt på samme tid.
Behov, trang, hengivenhed, kærlighed og sympati er de elementer som skubber ham i retning af selskabelighed og forening.
Længslen efter uafhængighed og begæret efter frihed skubber hende i retning af ensomhed og individualisme. Men samtidigt som individualismen fungerer og realiseres imod samfundet forsvarer samfundet sig imod dens angreb. Krigen mellem “samfundsisme” og “individualisme” er på den måde en krig som er frugtbar med vitalitet og energi. Men selvom individet er nødvendigt for samfundet, så er samfundet til gengæld nødvendigt for ham. Continue reading