Siden eksplosionen ved domstolen har en hel række aktioner kastet det fede Milanesiske borgerskab ud i forvirring og frygt. Den første som blev angrebet var industrialisten Giovanni Breda, ejer af den velkendte krigsmager-virksomhed af samme navn.
Han undslap et angreb med svovlsyre og en bombe som eksploderede ved hans villa. Så var det senator Pontis tur. Han er præsident for Lombardiets maskintekniske sammenslutning. En bombe blev kastet mod hans hus. Men det var alt sammen begrænset til formidable eksplosioner og materielle skader på deres hjem. Heldet tilsmiler krigsmagerne! Endnu en bombe, som ikke eksploderede, blev fundet på centralstationen.
Udbringningen af bomber skrider fremad med flid! De leveres lige til døren.
Det er ikke overraskende at der bliver spredt tusinder af rygter om motivet bag angrebene. Det faktum at de ukendte bombemagere har udvalgt metalindustriens store kanoner som mål, understøtter den teori at der er tale om gengældelse for herskernes virkeligt modbydelige arrogance. Mens disse krigsgale gentlemen hygger sig i Cova og Biffi, synker de fattige strejkende en lille smule ris og strammer livremmen. De som er sultne kæmper ikke mod kapitalen med korslagte arme og håb; det er en langsom pinedød. Men herskerne vil have det på den måde, og under beskyttelse af det kongelige kavaleris morderiske skydevåben, profiterer de på elendigheden. Continue reading
Renzo Novatore var pseudonym for den italienske anarkist Abele Rizieri Ferrari som fødtes den 12. maj 1890 i Arcola (en landsby i La Spezia) i en fattig bondefamilie. Eftersom han nægtede at indordne sig under skolens disciplin forlod han skolen efter få måneder og vendte aldrig tilbage. Selv om hans far tvang ham til at arbejde på gården, ledte hans stærke vilje og tørst efter viden ham til at blive en selvlært poet og filosof. Han udforskede disse emner uden for de grænser som sattes af skolesystemet og læste allerede som ung Stirner, Nietzsche, Wilde, Ibsen, Baudelaire, Schopenauer og mange andre med et kritisk sind.
Kun lidt er kendt om Bruno Filippis liv. Han blev født år 1900 i Livorno, Italien, som den ældste af seks brødre. Hans far var typograf. Hans familie flyttede til Milano mens han endnu var barn. I 1915 var han allerede kendt af politiet som beskrev ham som et ”farligt element”. Samme år blev han arresteret ved en anti-militaristisk demonstration; han bar på en varm pistol uden kugler. Han sad en periode i fængsel. Efter krigen, i 1919, udbrød social uro over hele landet. I Milano var der ofte sammenstød med politiet, og Filippi var iblandt oprørerne. I løbet af sommeren begyndte flere unge anarkister, deriblandt Filippi, at angribe deres fjender. En bombe eksploderede ved domstolen; der blev gjort et forsøg på at skade Giovanni Breda, en af de mest magtfulde italienske kapitalister, med svovlsyre, og en bombe eksploderede ved hans hus; en anden bombe eksploderede ved en rig senators hjem. 
1
Så teknik myrdede etik. For stående over for hvilket som helst problem undrer mennesker sig ikke over hvad som er ret, men hvad som virker. De undrer sig ikke længere over det, for i vores verden som i alle aspekter er domineret af teknik, tages det for givet at det som virker er det som er ret. Ideer bliver redskaber som ikke bedømmes på hvad de indebærer, men på hvordan de kan bruges, på deres funktionalitet, på deres effektivitet. Alt dette, som det allerede er blevet nævnt tidligere, er uden tvivl en af konsekvenserne af at teknik trænger ind i alle aspekter af vores liv. Men, man skal ikke tro at det er et fænomen som først har vist sig i de sidste par årtier hvor tilværelsen er blevet oversvømmet af computere og mobiler, plasmaskærme og 3D-film. 
I den blege og sørgelige skumring fyldt med komiske og tragiske begivenheder, mens al latterlig smålighed giver sig udslag og forbrydelse oprejses som en livsmetode, som en atletisk gymnastikøvelse, mens revolutionære og ikke-revolutionære borgeres blod bader Italiens skønne land, flammer anarkistisk individualisme – unik, strålende og levende historisk realitet – majestætisk og glinsende hinsides al medborgerlig og samfundsmæssig råddenskab og går mod glæde, mod frihed, mod solen. 
“Ideer er blot redskaber som individet kan anvende for sin egen frigørelse, men de kan lige så gerne blive nye fængsler, identiteter, som individet bøjer sig under. Vi har lige så lidt brug for en insurrektionær ideologi som vi har for den forstenede vensterfløjsanarkisme som slæber sig mod sin egen grav. For den som er bevidst om sin egen individualitet og er parat til at fundere over og sætte i handling en virkelig bane imod frihed kan ideerne, i stedet for at være ideologiske fængsler, være brændstof som sporer mod endnu uopnåede mål.”
The Anarchist Tension af Alfredo M. Bonanno findes nu som pamflet på dansk.