Bed os ikke om formularen som skal åbne verdener for dig med en enkelt stavelse som en tør grens knæk. I dag kan vi kun sige hvad vi ikke er, hvad vi ikke vil. – E. Montale

Livet kan ikke bare være noget man klamrer sig til. Den tanke løber gennem hovedet på alle mindst en gang. Vi har en mulighed som gør os friere end guderne: vi kan sige stop. Det er en ide som bør nydes helt indtil det er slut. Intet og ingen forpligter os til at leve. Ikke engang døden. Af den grund er livet en tabula rasa, en tavle hvorpå intet er skrevet, og indeholder dermed alle mulige ord. Med sådan en frihed kan vi ikke leve som slaver. Slaveriet er for dem som er dømt til at leve, dem som har forpligtiget sig til evigheden, ikke for os. For os findes det ukendte – sfærer at vove sig ind i, uudforskede tanker, garantier som sprænges, fremmede at give livets gave. Den ukendte verden hvor ens overskydende kærlighed til sig selv måske endelig kan gives bort. Også fare. Faren for brutalitet og frygt. Faren for endelig at stå til ansigt med mal de vivre. Alt dette møder den som beslutter at kvitte arbejdet med at eksistere. Continue reading →

Det er let at ramme en fugl som flyver i en lige linje. – B. Gracian

At forandre vores liv øjeblikkeligt er ikke alene vores lidenskab, det er også kriteriet for vores søgen efter medskyldige. Det samme gælder for hvad man kan kalde et behov for sammenhæng. Viljen til at leve sine ideer og skabe en teori med udgangspunkt i sit eget liv er ikke en søgen efter det eksemplariske, eller den hierarkiske og paternalistiske side af samme mønt. Det er afvisningen af al ideologi, også nydelsens. Vi adskiller os fra dem som er tilfredse med de steder som de skaber – og beskytter – for sig selv i dette samfund, før vi overhovedet begynder at tænke over det, simpelthen ved den måde som vi føler vores eksistens på. Men vi føler os lige så fjernt fra dem som vil forlade dagligdagens normalitet og sætter sin lid til illegale kamporganisationers mytologi, og derved låser sig selv ind i andre bure. Ingen rolle, lige meget hvor risikabel den er i forhold til loven, kan erstatte den virkelige forandring af forholdene. Der er ingen genvej, intet øjeblikkelig spring til et andet sted. Revolutionen er ikke en krig. Continue reading →

Vi er for unge, vi kan ikke vente længere. – En mur i Paris

Et oprørs styrke er social, ikke militær. Et alment oprør kan ikke vurderes på det væbnede sammenstød, men på i hvor høj grad økonomien lammes, på produktions- og distributionsstederne overtagelse, på den frie foræring som brænder al kalkulering og på deserteringen fra forpligtelser og samfundsroller. Kort sagt er det en omvæltning af livet. Ingen guerilla-gruppe, lige meget hvor effektiv den er, kan erstatte dette storslåede øjeblik af ødelæggelse og forvandling. Oprøret er en banalitet som kommer frem i lyset: ingen magt kan opretholde sig selv uden de underordnedes frivillige slaveri. Oprøret afslører bedre end noget andet, at det er de udnyttede selv som får udnyttelsens morderiske maskine til at fungere. Continue reading →

…poesi, …henregnes til Fantasien, som efter behag kan forene og adskille ting på ulovlig vis. – F. Bacon

Tænk dig en anden forståelse af styrke. Måske er det den nye poesi. Hvad er et oprør i bund og grund, om ikke en alment udbredt leg med illegale sammensætninger og adskillelser.

Revolutionær styrke er ikke en styrke som kan sammenlignes med magtens. Hvis det var tilfældet ville vi have tabt inden vi begyndte, fordi enhver forandring ville være begrænsningens evige tilbagevenden. Alt ville blive reduceret til en militær konflikt, fanernes dance macabre. Virkelige bevægelser undslipper det kvantitative tilbagespring. Continue reading →

Det er en aksiomatisk, selvindlysende sandhed at revolutionen ikke kan udføres før der findes tilstrækkelige kræfter. Men det er en historisk sandhed, at de kræfter som forårsager evolutionen og sociale revolutioner ikke kan udregnes ved hjælp af meningsmålinger. –Malatesta

Det er ude af mode at tro at samfundsforandring stadig er mulig. Det siges at ‘masserne’ er i en dyb trance og fuldstændigt indpassede under de sociale normer. Fra en sådan påstand kan vi konkludere mindst to ting. At oprør er umuligt eller at det kun er muligt i små grupper. Det leder enten til en åbenlyst institutionel diskurs (nødvendigheden af valg, lovlig magtovertagelse, etc.) eller til en som foretrækker reformer i samfundet (selvorganisering i fagforeninger, kamp for kollektive rettigheder, etc.). Den anden konklusion kan danne grundlaget for en klassisk avantgardistisk diskurs eller en antiautoritær linje som går ind for permanent agitation.

Her kan det påpeges at op igennem historien har ideer som tilsyneladende var i opposition til hinanden vist sig at dele samme rødder. Continue reading →